Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
Endnu et link mellem D-vitamin og risiko for sclerose

Et nyt stort genetisk studie bekræfter formodningen om, at et lavt D-vitaminniveau øger risikoen for at udvikle sclerose. Men der er endnu kun tale om gisninger

Selvom sammenhængen mellem D-vitamin og sclerose længe har været i fokus, og flere observationsstudier har antydet, at et lavt D-vitaminniveau er en risikomarkør for udvikling af sklerose, så har det endnu ikke været muligt at vise en egentlig årsagssammenhæng; særligt fordi sclerose også kan skyldes mange andre faktorer.

Gener koblet til lavt D-vitaminniveau hyppigere hos sclerosepatienter

Nu har forskere fra McGill University i Canada i et omfattende genetisk studie imidlertid forsøgt at minimere muligheden, for at andre faktorer indvirker på resultatet ved at benytte en særlig genetisk metode. Her fandt de frem til, at fire genetiske varianter, der er koblet til et lavt D-vitaminniveau i blodet, oftere forekommer hos mennesker med sclerose.

Omfattende genetisk materiale

Forskerne undersøgte knap 34.000 personer, involveret i det største genetiske studie til dato om D-vitamin (the SUNLIGHT study), og fandt at fire vigtige genetiske varianter var forbundet med lave D-vitaminniveauer. Disse informationer koblede de efterfølgende til data fra det største genetiske studie af sclerosepatienter, der involverede knap 40.000 personer, heraf 14.500 med sclerose. Resultatet viste, at sclerosepatienter hyppigere var bærere af én af de fire genetiske varianter, der disponerede til et lavere D-vitaminniveau, end personer uden sclerose. Faktisk konkluderede forskerne, at personer med én eller flere af disse fire genetiske varianter havde dobbelt så stor en risiko for at udvikle sclerose.

D-vitamins gavnlige virkning mod sclerose

Og forklaringen kan være lige for: D-vitamin spiller en væsentlig rolle for immunforsvaret ved bl.a. at dæmpe autoimmune reaktioner, som ses ved sclerose. Sygdommen er netop karakteriseret ved at kroppens immunsystem angriber nervecellerne, og det er derfor nærliggende, at tro, at D-vitamin kan have en gavnlig virkning. Og da sclerose er hyppigere udbredt, jo længere man bevæger sig væk fra ækvator, og altså jo mindre sol man udsættes for, og dermed jo mindre D-vitamin man aktiverer i kroppen, synes koblingen indlysende.

Usikre konklusioner

Studiet har dog sine begrænsninger: Der er godt nok tale om et troværdigt statistisk håndværk, men klinisk set kan resultaterne i værste fald være betydningsløse. Hovedbudskabet i artiklen er, at personer med sclerose har en større tilbøjelighed til at bære mindst én af de 4 gener, der er forbundet med et lavt D-vitaminniveau. Derfra er der langt til at gisne om en egentlig årsagssammenhæng mellem et lavt D-vitaminniveau og øget risiko for at udvikle sclerose.

Studiet ændrer ikke på anbefalinger af D-vitamintilskud

Og på trods af, at studiet bekræfter formodningen om, hvor vigtig D-vitamin er for mennesker med sclerose, så bør resultaterne ikke bruges til at anbefale D-vitamintilskud. Ud fra data er det nemlig ikke muligt at sige, om D-vitamintilskud kan nedsætte risikoen for at få sclerose, eller påvirke sygdommens forløb eller alvorlighed. Resultaterne peger heller ikke på, hvilke niveauer af D-vitamin, der kunne være gavnlige for personer med sclerose, om D-vitaminmangel kan forværre sygdommen, eller hvilke patienter, der vil få mest ud af et eventuelt D-vitamintilskud.

Læs mere om studiet her

 

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy