Gå til hovedindhold

En selvbygget rollator får Ole ud at løbe

27. april 2017
Kort fortalt

Det ville nok være med næsen først, Ole Sloth ville lande, hvis han prøvede at løbe med en af de rollatorer, som han kunne finde på markedet. Derfor byggede han sin egen.

Det har aldrig været sådan, at Ole Sloth har følt en decideret lyst til at løbe. Alligevel er løbet dét, han kæmper for at nå i mål med. 

 

”Man kan jo sige, at løb er det ultimative af at kunne gå,” fortæller Ole Sloth og retter blikket mod elkedlen, der næsten er på kogepunktet. 

 

Ole Sloth har smidt den stok, som han ellers har klamret sig til de sidste par år. Med stive skridt går han de fem meter fra køkkenet over til spisebordet med to hvide krus i den ene hånd og en termokande med te i den anden.

 

Han sætter det hele på midten af bordet og fortæller, at det efterhånden er seksten år siden, at han fandt ud af, hvad han fejlede. Og sygdomsforløbet, det beskriver han bedst igennem en tolvcylindret Ferrari. 

 

”Hvis der ryger én cylinder, så kører Ferrarien stadig ubesværet videre, og man tænker måske ikke så meget over at få det fikset. Men pludselig ryger flere og flere af cylinderne, og så begynder man altså at knuge sig til de sidste, som stadig sidder tilbage,” forklarer han. 

 

Man kan både gå og løbe med den

I 2015 var det netop de frafaldende cylindre, der gjorde, at stokken ikke længere var nok for Ole Sloth. Han måtte have en rollator. Men dem han kiggede på, kunne ikke dét, han efterlyste. 

 

”De hjælper jo ikke, hvis jeg falder, selvom der er en bremse på. For det er da de færreste, der kan nå at bruge den, inden rollatoren er kørt pokkers i vold,” fortæller Ole Sloth og fortsætter.

 

”Man kan heller ikke løbe med en almindelig rollator, så derfor tænkte jeg, om jeg selv kunne gøre noget ved det.”

 

Tankerne endte i handling, og Ole Sloth kontaktede en smed, som hjalp ham med at svejse, og en skrædder, der kunne fikse en bæresele. 

 

”Jeg kalder min rollator en Walk’n’Run, for man kan både gå og løbe med den. Den fungerer sådan, at jeg har en bæresele på, som jeg hægter til to fjedrer, der er på rollatoren,” fortæller Ole Sloth.  

 

”Fjedresystemet gør, at jeg pludselig vejer lidt mindre, og samtidig redder det mig, hvis jeg falder, mens jeg er ude at gå eller løbe,” forklarer han.

 

Det næste skridt er løb 

Først brugte Ole Sloth rollatoren til at gå med. Men i dag går det så meget fremad, at han ikke har brug for hjælpemidler, når han bevæger sig rundt i et roligt tempo. Med fremskridtene er ambitionerne fulgt med, og det næste skridt er derfor løb.  

 

”Hvis jeg kan løbe selv, betyder det jo, at jeg har vundet noget mere af den mobilitet tilbage, som jeg har mistet, og så er der længere vej til, at jeg ender i en kørestol,” fortæller Ole Sloth.  

 

Han rejser sig og står ved siden af spisebordet med et fast greb om en motionscykel, som står ved siden af. Så hopper han på stedet. Først på det ene ben, og bagefter på det andet. 

 

”Løb er jo sådan set ligesom hop, så når jeg laver den her øvelse, så træner jeg både balancen, styrken og signalerne i mine lår og hoftebøjere,” forklarer Ole Sloth, og fortsætter med en anden øvelse, der også burde hjælpe på den manglende styrke i benene. 

 

Sådan træner han ind imellem, så benene forhåbentlig bliver stærke nok til, at han en dag kan løbe en tur helt uden hjælpemidler. 

 

Og når vejret og overskuddet er til det, trækker han sin selvbyggede rollator med ud i den grå opgang og videre ud af den tunge hoveddør. 

 

”Selvom det er meget imod den menneskelige natur, så har jeg altid ment, at alt hvad der er besværligt, er god træning. Og alt der er meget besværligt, er meget god træning,” forklarer han, inden han tager endnu en løbetur ned af stien langs det gule lejlighedskompleks, han bor i.

 

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.