Gå til hovedindhold

En lang fundraising-rejse og mange træningsture er kulmineret

20. juli 2017
Kort fortalt

I den lille franske kurby Aix-les-Bains kulminerede flere måneders intensiv træning og fundraising. Her kickstartede Cykelnerven 2017 fire dages ekstreme udfordringer i de franske bjerge.

Thumbnail

Medio juni stod 250 ryttere klar med cykler, bjerggearing og fyldte energidepoter. Klar til at få nye bekendtskaber, udfordre sig selv og få nye personlige succeser. For det er jo i bjergene, at man lærer sig selv at kende, som et gammelt ordsprog siger.
Cykelnerven er mere end Danmarks hårdeste velgørenhedsløb. Det er en oplevelse for cykelentusiaster og for folk, der elsker at udfordre sig selv. Og at det er i bjergene, man for alvor lærer sig selv at kende, kunne de fleste af årets Cykelnerven-deltagere nikke genkendende til. For Cykelnervens fjerde år i Frankrig bød på lidt af hvert – på den gode måde.

»Det er så fedt, det her«

Sådan lød meldingen fra både garvede og nye Cykelnerven-ryttere, da første dag var ovre, og det stod på socialt samvær over en kold øl til lyden af franske cikader og lettelsens suk over at have besejret det mytiske bjerg Grand Colombier. Med sin berygtede 20-22-procentsstigning over 800 meter er det kongeetapens mest stejle strækning, og for mange var denne etape en ægte ilddåb i de franske bjerge.

Fire dages unikke etaper

Seks udvalgte etaper fra årets Tour de France skulle gennemføres, inden de professionelle Tour de France-ryttere cykler op ad de samme bjerge. Og netop det at cykle og udfordre nøjagtigt samme bjergtinder som de professionelle ryttere giver »Cykelnerverne« den ekstra energi og stolthed over at være med.
»Det er fedt at sidde hjemme i sofaen og kunne sige: ’Lige dér har jeg cyklet. Jeg gjorde det, og det var hårdt, men jeg gjorde det.’ Det er fantastisk, og man har virkelig mærket på egen krop, hvor hårdt det er at køre tour-bjerge,« fortæller Jens Antonsen fra hold Sønderjylland.
De svedige og stædige ryttere oplevede på Cykelnervens unikke hårnålesving og konstante stigninger den endelige kulmination på den lange fundraisingrejse og de mange træningsture, der i det forgangne år er blevet styret med professionel hånd af de ni Cykelnerven-kaptajner rundtom i landet.

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.