Gå til hovedindhold

ECTRIMS 2016: Kæmpebevilling til forskning i progressiv sclerose

15. september 2016
Kort fortalt
London den 16. september – Tre forskningsprojekter i progressiv sclerose modtog i dag en kapitalindsprøjtning af de helt store ved sclerosekongressen ECTRIMS. Bag bevillingen på i alt 94 millioner kroner står det internationale forskningssamarbejde ’Progressive MS Alliance’, hvor en række nationale scleroseforeninger - heriblandt Scleroseforeningen i Danmark - er gået sammen om at satse stort og samlet i kampen mod progressiv sclerose.
Thumbnail Senest i løbet af 2019 skal der være en behandling mod progressiv sclerose på vej. Sådan lyder målet for det grænseoverskridende forskningssamarbejde 'Progressive MS Alliance', der i dag afslørede de tre forskningsprojekter, som alliancen har valgt at satse på i kampen for at nå sit mål. Mere end hver anden sclerosepatient lider af denne type sclerose, der på nuværende tidspunkt ingen medicinsk behandling findes for.

Udskillelsesløb

Afsløringen af de tre vindende projekter og overrækkelsen af de mange millioner fandt sted ved den årlige sclerosekongres ECTRIMS (Europeen Commitee for Treatment and Reseach in Multiple Sclerosis). Hvert år samles tusindvis af scleroseeksperter fra hele verden til kongressen, der er verdens største af slagsen, og som i år løber af stabelen i London i netop disse dage.  For de tre udvalgte forskningsprojekter begyndte udskillelsesløbet om en tocifret millionbevilling allerede i 2015. Her blev de sammen med otte andre forskningsprojekter prækvalificeret til at deltage i kampen om millionerne fra Progressive MS Alliance.Hver især modtager projekterne 4,2 millioner euros svarende til en godt 31 millioner kroners donation, der løber over fire år.

Dansk ekspert i dommerpanel

Projekterne er udvalgt af Progressive MS Alliance’s videnskabelige styregruppe, der består af verdens førende scleroseforskere. I den videnskabelige styregruppe sidder fra dansk side professor i neurologi, dr. med. Per Soelberg Sørensen fra Dansk Multipel Sclerose Center på Rigshospitalet, som også sidder i bestyrelsen for ECTRIMS. Om baggrunden for udvælgelsen af de tre projekter forklarer han: ”Det er tre projekter, der alle har en meget høj videnskabelig kvalitet, og for hvilke det er specielt, at de har karaktér af et egentligt netværk af højt specialiserede sclerosecentre rundt omkring i verden. Det er projekter, der både på kort sigt og langt sigt kan få betydning for vores forståelse af progressiv sclerose og derigennem kan bidrage til et forskningsmæssigt gennembrud.” Også Scleroseforeningens direktør Klaus Høm glæder sig over støtten til de udvalgte forskningsprojekter, som Scleroseforeningen gennem sin deltagelse i Progressive MS Alliance har været med til at gøre mulig: "Behandling og forståelse af progressiv sclerose er i dag den helt store udfordring i sclerosesammenhæng. Vi mangler simpelthen et gennembrud mod progressiv sclerose. For at der kan komme et gennembrud, er vi nødt til at satse stort og samlet. Og det er årsagen både til dannelsen af Progressive MS Alliance og til vores deltagelse i den. "Connect to end", som alliancens slagord lyder. Vejen frem er at få samlet de bedste forskningskræfter verden over og få koordineret forskningen i de enkelte sclerosecentre verden over, så alle trækker i samme retning." De tre projekter:Ved at klikke på overskriften kan du læse mere om projekterne på engelskUdvikling af MR-markører for sygdomsprogression til brug i kliniske studierProjektets overordnede formål er at udvikle nye MR-markører for klinisk sygdomsprogression i progressiv sclerose, som kan bruges til bedre og billigere at kunne bestemme virkningen af lægemidler.Forskergruppe: Douglas Arnold, M.D. fra McGill University i Montreal, Canada, i samarbejde med 16 forskere fra hele verden. Bioinformatik og celleprogrammering til udvikling af en in vitro-platform til opdagelse af nye lægemidler mod progressiv sclerose Formålet med projektet er at øge kendskabet til de underliggende mekanismer i den nedbrydning af nervesystemet, der finder sted under den progressive fase af sygdommen. Håbet er at kunne fremskynde opdagelsen af nye effektive lægemidler.Forskergruppe: Gianvito Martino, Fondazione Centro San Raffaele, Italien, i samarbejde med 12 forskere fra Europa og USA.Udvikling af lægemidler mod sekundær progressiv sclerose I dette projekt vil et multidisciplinært team af forskere fra USA og Canada - i samarbejde med medicinalvirksomheden Genzyme - addressere manglen på behandlingsmidler mod sekundær progressiv sclerose. Forskergruppe: Francisco Quintana, Brigham and Women’s Hospital, USA, i samarbejde med syv forskere fra USA, Canada og Israel.

Hver anden sclerosepatient har progressiv sclerose

Mere end 2,3 millioner mennesker verden over lever et liv med sclerose. Mere end halvdelen lever med progressiv sclerose.  I Danmark lever 14.700 mennesker med sclerose, og også her har de fleste den progressive og indtil videre ubehandlelige form af sclerose.Progressiv sclerose er en form for sclerose, hvor sygdommen forværres over tid. Hver eneste dag medfører progressiv sclerose et gradvist tab af mobilitet, kognition funtionsevne, evnen til at arbejde og ikke mindst ens selvstændighed som menneske. Trods fremskridt inden for behandling af andre typer sclerose er der på nuværende tidspunkt ingen behandlinger for progressiv sclerose. Det er baggrunden for den brede internationale forskningssatsning på at finde behandlingsformer for progressiv sclerose, som er grundlaget for dannelsen af den internationale alliance International Progressive MS Alliance.

Om Progressive MS Alliance: 

Progressive MS Alliance er et globalt initiativ, hvor scleroseforeningerne i Danmark, Storbritannien, Tyskland, Italien, Spanien, Holland, Belgien, Australien, Canada og USA er gået sammen om at samle de bedste forskere verden over med det formål at koordinere og målrette forskningen i progressiv sclerose for at finde en behandling af progressiv sclerose. Målet er, at en konkret behandling skal være på vej af progressiv sclerose i 2019.Du kan læse mere om alliancen her.   
Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.