Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
Drej på en knap, når du skal tisse
d. 9 september 2014

Ingeniør- og sygeplejerskestuderende har brugt tre dage på at opfinde ideer til hjælpemidler, som kan hjælpe mennesker med sclerose i hverdagen

Nogle gange opfører sclerose sig så besværligt, at der er behov for lidt hjælp for at klare hverdagens gøremål. I Sønderborg har 120 studerende sat sig for at finde på nye løsninger, som kan gøre dagligdagen lidt lettere.

iFabrikken i Sønderborg satte de fysiske rammer om innovationscampen som løb af stablen den 1.-3- september. Campen samlede et hold 3. semester ingeniørstuderende fra Syddansk Universitet og et helt nyt hold sygeplejerskestuderende fra Sønderborg.

Hver især bragte de deres faglighed i spil, og på tre døgn skulle de studerende i fællesskab udtænke 12 nye teknologiske løsninger, som rent faktisk vil kunne udvikles i virkeligheden, så mennesker med sclerose vil kunne få glæde af dem.

Et dommerpanel, med blandt andre lokalformand for Scleroseforeningen i Sønderborg Lars Madsen, udråbte som afslutning på campen en idé som værende den bedste og mest innovative.

Vinderen blev en ide, som helt kan fjerne inkontinens hos både mænd og kvinder ved at lade kontrollen af vandladningen overgå til en lille udvendig knap placeret lige under underbuksekanten.

Lang vej til toilettet

Når man mærker, man skal tisse, er der en del, som oplever, at vejen til toilettet er urimelig lang, fordi trangen først melder sig i sidste øjeblik. Og gruppen bag den vindende ide ville gerne hjælpe folk med sclerose til at kunne færdes mere trygt uden for hjemmet.

De fortæller, at de på innovationscampen har lært, at mange finder det enormt stressende hele tiden at skulle orientere sig om, hvor det nærmeste toilet er, når de er ude at handle, besøge venner og familie eller er på arbejde.

”Systemet giver mulighed for, at man selv kan bestemme, hvornår man vil tisse og dermed også sørge for, at man kan holde sig, uanset hvor man er”, siger Shawn Holst, ingeniørstuderende ved SDU.

Elastik om blæren

Ideen er at indoperere en elastik rundt om blæren og urinlederen, og efterhånden som blæren bliver fyldt og udvider sig, følger elastikken med.

Løbende sender den intelligente elastik signaler til et armbåndsur om, at blæren nu er eksempelvis 80 % fuld, og det er på tide at finde et toilet. Når man sidder på toilettet, drejer man på en lille knap, som sidder fast på huden lige under underbuksekanten.

Knappen er forbundet med elastikken rundt om urinlederen, og den fungerer ligesom en vandhane. Når den drejes den denne vej, åbnes urinlederen, og urinen kan passere. Ved at dreje den anden vej, lukkes for urinlederen, og urinen bliver i blæren, indtil man åbner igen.

Den ide var dommerpanelet ganske imponerede over, og udvalgte den som værende den bedste og mest innovative ide til fremtidens hjælpemidler. 

Hurtigere på toilettet

En anden gruppe har også arbejdet med inkontinens, men tog udgangspunkt i mennesker, som sidder i kørestol, men som kan stå selv med lidt støtte, og som ønsker at klare toiletbesøgene selv.

De udviklede en model af en støttelift, som skal installeres i badeværelset. Systemet går ud på at ved at placere fødderne på en rund plade, og med hænderne gribe fat i en vandret støtte, så drejer pladen en halv omgang over til toilettet, hvor man så kan sætte sig.

Alberte Krøldrup, en af idemagerne, forklarer, at de nuværende løsninger ofte er alt for langsomme, og at systemet samtidig er rehabiliterende, fordi man skal bruge sine muskler og balance, når man er ude af kørestolen.

12 vidt forskellige løsninger

Andre grupper præsenterede ideer, som hver især kan være med til at afhjælpe et hverdagsproblem.

Nogle af grupperne tog fat i de udfordringer som spasmer og føleforstyrrelser i hænder og underarme kan medføre. Blandt andet kom der en ide til et redskab, som kan hjælpe med barbering og et andet redskab, der kan hjælpe dem, der har fået svært ved at holde fast om kuglepenne.

Andre grupper er kommet med forslag til boligindretning, og endnu andre har lavet modeller af skridsikre måtter, som kan lægges over kantstene, dørkarme eller andre dagligdagsforhindringer for kørestolsbrugere.

Fælles for ideerne er, at de er opstået på baggrund af oplæg og samtaler med både sclerosepatienter og behandlere fra sygehuset. Det har givet de studerende indblik i nogle af de ting, der kan være svære i hverdagen, når man har sclerose.

Fra ide til virkelighed

Den ide, som dommerpanelet udvalgte som den bedste og mest innovative ide, er måske ikke så langt fra at være virkelighed, som man skulle tro. Gruppen bag vandt nemlig et gavekort til en lokal restaurant, hvor de får en ekstra gæst med.

Den gæst, som endnu ikke er offentliggjort af arrangørerne bag innovationscampen, vil have en erhvervsmæssig eller finansiel interesse i projektet, så ideen måskeen dag kan blive til virkelighed.

Det er fjerde år i træk, at sygeplejerskeuddannelsen i Sønderborg starter med en innovationscamp. Innovationscampen har tidligere arbejdet med parkinsons og gigt, og næste år bliver det en anden kronisk sygdom, som campen fokuserer på.

 

Kommentarer

Lykke Larsen (tir, 09/09/2014 - 17:09)

Det er en rigtig god ide, i er kommet frem med. Rigtig mange har problemer med at holde på vandet, og specielt ærgerligt er det, at urinen løber, når toilettet er i nå afstand. De andre forslag var også gode.

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy