Gå til hovedindhold

Det giver mig indre glæde at gøre noget for andre mennesker

24. februar 2011
Kort fortalt
Månedens frivillige er Thorkild Hansen fra Ebeltoft
Thumbnail

Thorkild Hansen har lyst til at hjælpe andre mennesker


Af Mathilde Louise Brejner

Thorkild Hansen har fået en god idé:

”Man kunne placere nogle af indsamlingsbøsserne på barer eller sådan et sted, hvor kunderne ikke betaler med dankort. Det kan måske give flere byttepenge i indsamlingsbøsserne,” foreslår han, som en del af strategien til senere i år, når der skal samles byttepenge i Scleroseforeningen. 
 Det er ikke til at tage fejl af. Når man taler med Thorkild Hansen, taler man med et menneske, der ejer engagement. Og netop det engagement betyder, at vi i denne måned har valgt Thorkild som månedens frivillige i Scleroseforeningen.

Lynet rammer når man mindst venter det
Thorkild blev medlem af Scleroseforeningen, da et nært beslægtet familiemedlem, som han ikke ønsker nævnt, blev ramt af sclerose. Men i stedet for at sætte sig passivt tilbage efter forskrækkelsen, valgte Thorkild, at han ville gøre noget for at hjælpe andre mennesker, som måske er i samme situation. Derfor blev han frivillig i Scleroseforeningen.

På med vandrestøvler og et stort smil
Thorkild Hansen modtog en mail fra Scleroseforeningen, hvor der stod, at vi manglede frivillige til at hjælpe med at sætte indsamlingsbøsser op i butikkerne. Det havde han lyst til at hjælpe os med. Derfor tog han vandrestøvler og et stort smil på, og gik ud i forretningslivet i Ebeltoft, hvor han spurgte, om han måtte stille indsamlingsbøsserne op. Det blev til 15 indsamlingsbøsser, men som Thorkild siger:
”Det er ikke særlig meget ulejlighed, men det kan måske gøre en stor forskel.”

Grib chancen
Thorkild fortæller, at han blev rigtig godt modtaget ude i forretningerne. Der var flere steder, hvor de roste ham for, at han bruger tid på at sætte indsamlingsbøsser op og dermed giver et bidrag til at hjælpe andre mennesker.
Inden han vandrede ud i forretningslivet, følte han sig meget tryg, fordi han var godt klædt på med legitimationskort og gode forklaringer fra Scleroseforeningen. Det betød for Thorkild, at der nærmest ikke var en blufærdighedsbarriere, der skulle krydses, før han trådte ind i butikkerne.
Vi vil lade Thorkild få det sidste ord: ”Det er meget uproblematisk: Grib chancen, gør noget for andre mennesker – og få det bedre med dig selv.”

 

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.