Gå til hovedindhold

Den vrede følelse

11. januar 2016
Kort fortalt
Alle kan føle vrede, men for nogen er den svær at styre. Men hvorfor bliver vi egentlig vrede, og hvordan kontrolleres det? Her fortælles kort om den biologiske basis for vrede i samtale med hjerneforsker Albert Gjedde.
Thumbnail Vrede er en af de syv dødssynder og forbindes ofte med ondskab og destruktion. Filosoffen Thomas Hobbes (1588-1679) mente, at mennesket er skabt naturligt ondt, og at kun samfundet kan tøjle dets vrede og aggressive instinkt. Omvendt antog filosoffen Jean-Jacques Rousseau (1712-1778), at vrede primært udspringer af den vold og ødelæggelse, samfundet præsenterer for os. Med andre ord anses vrede ikke som et positivt karaktertræk. 

Den instinktive følelse

Men det vrede instinkt ligger som en dyb, medfødt egenskab hos os alle og er en helt fundamental del af vores evolutionære makeup i kampen for at overleve: Som hos alle dyr har vrede og aggression til formål at beskytte os mod fjender, opretholde social status og hjælpe til at opnå ressourcer som mad, mage og territorier. Vrede er dog ofte en ulempe og kan koste dyrt: Det kan være livstruende og socialt udstødende. Men hvad skyldes i det hele taget vrede, hvordan opstår den, og hvad undertrykker den? Vi har talt med hjerneforsker og professor i neurobiologi Albert Gjedde fra Københavns Universitet om den biologiske basis for vrede: »Vrede er en naturlig reaktion på en trussel«, starter Albert Gjedde og tilføjer videre, at vrede især er en negativ følelse: »Det skyldes, at vrede og raseri er indledningen til en impulsiv handling. Og en eventuelt manglende evne til at styre den impulsive handling er en slags svigt af netværk i pandelappen, som netop har den opgave at tilpasse handlinger til de gældende forhold«.

Pandelappen: den fornuftige kontrolinstans

Pandelappen, også kaldet frontallappen, sidder forrest i hjernen og er det område, der gør os i stand til at afveje vores handlinger. Her kontrolleres vores drifter, vurderes konsekvenser af handlinger, sondrer mellem godt og skidt, og udøves social selvkontrol; med andre ord gør pandelappen os i stand til at udsætte behov og hæmme følelser, blandt andet vrede: »Jo mere pandelap vi har til rådighed, jo bedre er vi i stand til at kontrollere og reflektere over ­vores handlinger,« konstaterer Albert Gjedde og uddyber: »Størrelsen på pandelappen er for eksempel et af de punkter, hvor vi adskiller os mest fra dyr: Dyr overvejer sjældent for og imod, men handler på instinkt; en naturlig reaktion på en trussel er vrede, der kan munde ud i angreb. Og jo mere instinktivt dyr handler, jo mindre rolle spiller pandelappen. Mennesker opdrages i højere grad under opvæksten til at indgå i sociale sammenhænge, hvor det ikke er formålstjenligt at slå tilfældige personer ned på gaden. Vi lærer at dæmpe impulserne og instinktet ved rationelt at vurdere, om handlingen nu er klog«.

Beherskelse er det sværeste

Aristoteles (384-322 f.kr) udtalte engang meget rammende om vredens udfordring: »Enhver kan blive vred – det er let; men at blive vred på den rette person i det rette omfang og på rette tid af den rette årsag – det er ikke enhver beskåret«. Problemet opstår altså, når vi ikke formår at beherske vreden, så den går hen og bliver en belastning for vores humør, velbefindende og omverden.

Vreden udspringer fra amygdala

Men hvis pandelappens funktion er at styre og hæmme disse instinktive følelser, hvor kommer den vrede følelse så fra? Hele vores følelsesliv og impulsive adfærd udspringer fra det limbiske system, der sidder som en ring (»limbus«) rundt om den midterste del af hjernen. En del af det limbiske system (amygdala) håndterer bl.a. frygt og forsvarsreaktioner. Det område kan f.eks. påvirke udskillelsen af stresshormonet adrenalin, hvilket ændrer vores vejrtrækning og hjertekredsløb og gøre os mere årvågne og aggressive. 

Amygdala; kroppens vagthund

»Populært sagt kan vi opfatte amygdala som kroppens vagthund, der altid begynder at gø og rase, så snart vi føler os truet. Pandelappen er så vagthundens fornuftige ejermand, der i hver situation skal bedømme om hunden skal holde sig i ro, eller om ejermanden for en gangs skyld skal løsne grebet og lade hunden rase. Pandelappens funktion er så at sige at holde vagthunden i snor. Og jo bedre kontrol pandelappen har med amygdala, jo mere snor har den i hunden. Med andre ord: Jo flere raske forbindelser findes der mellem pandelap og amygdala,« forklarer Albert Gjedde. 

Ukontrolleret vrede kan vende tilbage i alderdommen

Normalt vil den impulsive adfærd, man ser hos børn, gradvist svækkes, i takt med at pandelappen får mere styr på amygdala; altså i takt med at vi bliver voksne og fornuftige. Men hos nogle mennesker opstår der beskadigelser i pandelappen, der nedsætter deres evne til at styre deres impulser:  »Vi ser, at ukontrolleret vrede og det ikkeformålstjenlige raseri kan vende tilbage med alderen, hvis forbindelser i pandelappen ødelægges. Det er ikke unormalt at ældre mennesker har svært ved at styre vredes- eller glædesudbrud,« siger Albert Gjedde. 

Beskadigelser i pandelap hos psykisk syge

Men beskadigelser i pandelappen opstår også ved en lang række psykiske lidelser: »Især kan personer med skizofreni, psykose, pandelapdemens eller Alzheimersdemens opleve hæmningsløs vrede og ændrede personlighedstræk. Det kan også ramme personer med sclerose. Det skyldes bl.a., at de forandringer, der indtræffer i hjernen ved disse lidelser, typisk opstår i hjernens pandelap. Det kan være ophobning af plaques og nedbrydning af nerveceller, der kan forstyrre pandelappens kontrolfunktion. Personerne føler dermed pludselig et svigt af kontrol og nedsat evne til at styre deres reaktioner,« uddyber Albert Gjedde. 

Reaktion på frustration og tab af kompetencer

Og det kan være både smertefuldt og tabubelagt, som det fremgår af andre artikler i dette blad. Men vil personer med svære lidelser i hjernen ikke også naturligt være mere vrede, fordi de føler sig mere utrygge, frustrerede, trætte og i dårligt humør på grund af tab af kompetencer eller manglende kontrol?  »Jo, man kan sige, at den trussel, de møder, kan være en følelse af magtesløshed og frustration over svigtende kompetencer,« mener Albert Gjedde og tilføjer: »Men det er uvist, om den ukontrollerede vrede kun er en reaktion på denne trussel, eller om vreden også gør dem mere frustrerede og magtesløse. Det går sandsynligvis begge veje«. 
Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.