Gå til hovedindhold

Den rullende fysioterapeut

11. november 2016
Kort fortalt

Han har egen virksomhed, bliver ved med at lære og rejser gerne langt. For Jørgen Dalgaard, 51, er sclerose et vilkår, der ikke er noget at gøre ved. Han fokuserer på det, der kan lade sig gøre.

Thumbnail

 

Tekst og fotos: Søren Skarby

Rul, lås bremsen, rul, lås bremsen. Jørgen Dalgaard kører rundt om sin patient, der sidder på enden af briksen i konsultationen.

“Det er min balance. Derfor låser jeg bremsen, hver gang jeg holder stille,” siger han og ruller hurtigt sin kørestol om på den anden side af patienten.

Det går endda meget stærkt, og han er helt tydeligt holdt op med at tænke over det for længe siden. Patienten, Sanne Didriksen, fortæller om de fremskridt, hendes skadede skulder har gjort, siden Jørgen sidst rullede rundt om hende. Han lytter og begynder at flytte rundt med hendes arm for at høre, hvor det stadig gør ondt. 

Et køleskab i løn

Jørgen blev færdiguddannet som fysioterapeut i 1991. I løbet af nogle få år havde den sportsgale mand fået et ben indenfor hos Dansk Håndboldforbund. Han blev fysioterapeut for ungdoms- og ynglingelandsholdene i håndbold på pigesiden.

“Det var ikke noget, man gjorde for pengenes skyld. Lønnen var nærmest kun et køleskab og en træningsdragt. Det blev heldigvis bedre med tiden.”

Håndbold er for det meste noget, der foregår i weekenden. Med den bedre løn blev fritidsarbejdet en ekstra indtægt for Jørgen ved siden af det, han tjente i det daglige. Han rejste rundt med landsholdene og har haft de fleste af de spillere under hænderne, der de sidste mange år har begejstret tilskuere og seere. Jørgen triller ud af lokalet og henter et par træningselastikker. Patienten skal have nogle nye og lidt hårdere øvelser for til næste gang.

På arbejde med stok

I 1998 kom det første attak i det ene ben og senere i den ene hånd. Diagnosen var ikke til at tage fejl af.

“Det var ikke ligefrem en rar besked, men på den anden side var der heller ikke noget at gøre ved det.”

Jørgen arbejdede videre med håndboldlandsholdene, men efterhånden blev det temmelig bøvlet.

“Til de sidste turneringer havde jeg en begrænset gangdistance. Det kunne ikke blive ved at gå.”

Han sagde farvel til landsholdene i 2005, men har ikke sluppet sporten helt. Jørgen sidder i bestyrelsen for den lokale håndboldklub i Svendborg.

“Jeg har kastet mig over andre sportsgrene. Prøvet rullestolsrugby til mine arme var syret fuldstændig til. Jeg har en patient, der kører marathon med håndcykel. Det er ikke helt nemt at fatte, hvordan han kan holde til det.”

De sidste år er han begyndt at dyrke sejlsport i en handicapbåd.

“Der er noget at lære. Jeg trimmer og trimmer, men der er godt nok nogen, der lige har lidt bedre styr på det og sejler fra mig,” siger han med et smil. 

Egen klinik

Jørgen kalder på klinikkens fysioterapeutstuderende. De har aftalt, at han skal tape patientens skulder op.

“Hvilken farve vil du have?” siger Jørgen med et grin.

“Det er helt skørt. Man har lavet undersøgelser af, hvordan forskellige farver tape helbreder folk. Ren psykologi. Tape er tape, lige meget hvilken farve det har, men hvis det virker, er det fint med mig.”

Sanne forlader Jørgens klinik med en nydelig lyseblå skulder. Klinikken blev hans i 2000.

“Jeg arbejdede for den tidligere ejer, der fik en modbydligt aggressiv kræftform. For at hans kone ikke skulle slås med salget, købte jeg den i en fart.”

Til at begynde med lå den i nabolandsbyen, men for tre år siden flyttede han den til de nuværende lokaler I Gudme.

“Jeg byggede om for mere, end jeg gav for bygningen. Til gengæld har vi nu Svendborg Kommunes største lokaler til fysioterapi.”  

I fleksjob hos sig selv

Sclerosen har sat sig så solidt på Jørgens ben, at han i dag er kørestolsbruger. De fleste i et jobcenter eller pensionsudvalg vil mene, at det er nok til en pension. Det passer bare ikke Jørgen.

“Hvad skulle jeg så lave? Jeg elsker mit arbejde og har egentlig aldrig tænkt tanken om pension. Desuden er der en lille detalje med økonomien. Min indtægt er en smule højere på den her måde,” siger han med et lille smil.

Han søgte og fik uden nogen problemer tildelt fleksjob. Det lidt specielle er så, at han er fleksjobber i egen virksomhed. Jørgen arbejder hver dag til kl.12. Derefter spiser han og de fem medarbejdere frokost sammen.

“Nogle gange har jeg en vikar, så jeg har tid til at tænke over, hvordan jeg kan udvikle klinikken.”

På klinikkens hjemmeside står der, at han har speciale i sclerose. Det er af helt åbenlyse årsager rigtigt. Han kan bare ikke tage sig af sclerosepatienter selv.

“Det kræver, at man kan flytte rundt med folk, og det er ikke ligefrem min kernekompetence. Til gengæld vejleder jeg de andre på klinikken om, hvilke særlige behov sclerosepatienter har. Det fungerer fint.”

Sprogforvirring

Jørgen er blevet bidt af det der med at rejse.

“Jeg trillede ned i banken og stoppede indbetalingen til min pensionsordning. Det giver ingen mening at have en masse penge, når jeg fylder 70. Den her sygdom nedsætter chancen for at kunne bruge dem til noget sjovt til den tid. Det er nu, der skal opleves noget.”

Han besluttede sig for at tage til Paraguay.

“Jeg ringede til rejseselskabet og spurgte, om de kunne have en kørestolsbruger med. Svaret var i første omgang nej, men efter lidt betænkningstid vendte de tilbage og foreslog, at jeg hyrede en lokal studerende til at hjælpe mig i tre uger. Da vi landede, stod der en ung mand, der kunne spansk, portugisisk og guarani. Det sidste er et indiansk sprog. Ikke lige nogen af de fire jeg kan.”

Alligevel lykkedes det at komme rundt og få en god tur.

“Vi delte værelse, spiste sammen og sad altid forrest i bussen. Det der med sproget måtte jeg gøre noget ved.”

En flad by

Jørgen begyndte at lede efter et spanskkursus ud over det, han går til på AOF. Det skulle selvfølgelig være i Spanien og så var der lige en betingelse mere.

“Jeg ledte efter en flad by. Ikke noget med stejle bakker, der er umulige at komme op ad og livsfarlige at køre ned ad i kørestol.”

Valget faldt på Sevilla, og Jørgen fik yderligere lært at begå sig på sproget. Da han kom hjem, foreslog han sin søn og datter, at de sammen skulle tage til Ecuador.

Åndenød i højderne

“Da sclerosen blev værre, var det svært for for mine børn. Efterhånden som jeg kunne mindre og mindre, blev de mere og mere teenagere. Lige den periode hvor far skal være et stabilt forbillede. Min søn siger, at han altid kunne høre, når jeg var på vej hen imod hans værelse. Den ene fod slæbte, når jeg kom gående med rollatoren. Nu skulle vi være sammen på en ny måde.”

Sønnen på 22 og datteren på 18 var både familie og hjælpere på turen til Ecuador.

“Min søn er en stor veltrænet håndboldspiller, men der var et par gange, hvor han blev bragt til grænsen af sin formåen. I et pas i 3000 meters højde skulle han slæbe mig og kørestolen op ad nogen trapper. Trinene var ikke ligefrem små, og i den højde er der ikke så forfærdelig meget ilt. Han måtte stoppe og hive efter vejret for hver 10 meter.” 

“Jeg skal have lært noget mere spansk. Så det bliver nok til endnu et sprogkursus i Sevilla.”

Jørgen har ikke nogen planer klar for den næste lange tur.

“Mon ikke det bliver Argentina. Jeg skal have oplevet noget mere.”

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.