Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
Demonstration mod reform
d. 1 juni 2012

Fleksjobbere håber på tusindvis af demonstranter på Rådhuspladsen på mandag

Aktive fleksjobbere kalder til demonstration imod regeringens nedskæringer og besparelser. Det foregår mandag den 4. juni kl. 14-17 på Københavns Rådhusplads. Arrangørerne forventer et fremmøde på adskillige tusinder. Læs mere, se programmet og tilmeld dig evt. fælles bustransport på: http://folketsparlament.dk/

Demonstrationen udspringer af modstand mod regeringens nuværende politiske linje, der udhuler den danske velfærdsmodel med ugennemtænkte reformer som førtidspensions- og fleksjobreformen, der lader de svageste og ringest stillede betale regningen for krisen. Besparelser, som det nu viser sig, skal bruges til at øge den sociale skævhed ved at give mere til dem, der har mest, og tage fra dem, der har mindst. Sådan lyder det fra initiativtagerne til demonstrationen i en pressemeddelelse.

Udsprunget af Facebook-gruppe

Bag demonstrationen står en arbejdsgruppe, der bl.a. er udsprunget af Facebook-gruppen ”Stop fleksjobreformen”. Facebook-gruppen blev stiftet af fleksjobbere i protest mod regeringens udspil til en førtidspensions- og fleksjobreform. Lige siden udspillet blev fremlagt i slutningen af februar, har gruppen, der i dag tæller omkring 3.000 medlemmer, arbejdet ihærdigt på at stoppe reformen gennem dialog og åben debat med politikerne og i medierne.

Som at slå i en dyne

”Men det har været som at slå i en dyne”, fortæller talsmand for arbejdsgruppen, Claus Jansson, til Scleroseforeningen:
”Vi er rigtig mange, omkring 250, der i de sidste 2 ½ måned har forsøgt at trænge igennem til politikerne. Vi har skrevet breve til dem, vi har stillet spørgsmål til Folketinget, vi har skrevet et væld af debatindlæg og læserbreve for at gøre opmærksom på konsekvenserne af førtidspensions- og fleksjobreformen for de berørte. Først ignorerede de os bare. Men da vi ikke lod os tie ihjel, fik vi med tiden foretræde for dem. Vi har endda fremlagt vores bud på en alternativ og mere socialt afbalanceret fleksjobreform for beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Men uden at det har ændret noget som helst”.
Retssikkerheden styrtbløder
”Vi kan ikke bare se på, at vores retssikkerhed styrtbløder, og det gælder jo ikke bare os fleksjobbere og førtidspensionister, men alle de grupper, der vil blive ramt af de kommende reformer af blandt andet kontanthjælpen”, siger Claus Jansson, der selv er fleksjobber:
”Derfor kalder vi nu til demonstration – for at kræve dialog, indflydelse og et fællesskab, der reelt inkluderer alle befolkningsgrupper”.
Arbejdsgruppen, der kalder sig ”Folkets Parlament”, har fået et væld af tilbagemeldinger og forhåndstilmeldinger og regner med et fremmøde på adskillige tusinder.
Læs mere, se programmet og tilmeld dig fælles bustransport på: http://folketsparlament.dk/

Scleroseforeningen er ikke del af ”Folkets Parlament”, men deler bekymringen for de påtænkte reformer på vores medlemmers vegne og arbejder fortsat støt på at gøre politikernes opmærksomme på konsekvenserne af de foreslåede reformer.


Se Scleroseforeningens temaside om Regeringens reformudspil her.

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy