Gå til hovedindhold

De sociale medier tur/retur: En fortælling om både farerne og godheden på Facebook

19. oktober 2016
Kort fortalt

Jacob gør gerne brug af de sociale medier, og med både gode og dårlige erfaringer har han to råd: Tænk dig om og lad dig omfavne af sclerosegrupper.

Thumbnail

 

Tekst: Ninett Rohde

37-årige Jacob Kjeldgaard har altid været glad for Facebook. Og i brugen af det sociale medie har han både oplevet Facebookfolkets hjælpsomhed og deres overvågende øje. 

Efter at Jacob i oktober 2013 fik diagnosen attakvis sclerose, lå det i kortene, at han stadig skulle bruge mediet flittigt – nu også med sygdom som emne. Men Facebookvennerne håndterede ikke hans skriverier om sygdom, som han havde håbet.

»Hvis jeg skrev om, at jeg havde en dårlig dag, ligesom alle andre også gør en gang imellem, så kommenterede folk, at jeg altid var så sur og negativ. Der blev jeg ked af det og skuffet,« fortæller han. 

Status om linedance gav problemer

Men den negative stemning over for Jacobs deling af sine kvaler blev desværre hans mindste problem. I juli 2015 tikkede der nemlig et brev fra Udbetaling Danmark ind i hans e-Boks. To måneder før han modtog brevet, var Jacob blevet tilkendt førtidspension grundet hans sclerose. 

»De havde modtaget en anonym henvendelse fra en herre, der sagde, at jeg var begyndt at undervise i linedance flere gange om ugen,« fortæller Jacob. 

Men herren havde misforstået noget. 14 dage før henvendelsen havde Jacob været ude at se sine venner optræde med linedance – og det havde han selvfølgelig skrevet om på sin Facebook. Selvom Jacob aldrig frygtede, at Udbetaling Danmark ville tro på manden, blev han alligevel påvirket af episoden.

»Jeg følte ikke på noget tidspunkt, at jeg ville miste min førtidspension. Men jeg var skræmt over, at jeg blev overvåget på den måde,« fortæller han. 

Slet i din venneliste, og gå med i sclerosegrupper

Noget tid efter episoden var Jacob på Sclerosehospitalet i Ry. Her snakkede han med neuropsykolog Jannie Engelbrecht og fortalte om sit on/off-forhold med Facebook.  

Jannie foreslog Jacob, at han revurderede sin venneliste og meldte sig ind i nogle sclerosegrupper på Facebook.

Så det gjorde han. Han gik fra 239 til 51 venner på en dag og meldte sig ind i fem forskellige sclerosegrupper. Nu er Jacob blevet venner med Facebook igen. Især indmeldingen i sclerosegrupperne har fået Jacobs glæde ved Facebook tilbage.

»Hvis jeg har et spørgsmål eller bare skal ud med, at det er en øv-dag, så kommenterer de andre medlemmer og hjælper eller siger, at det nok skal gå, og i morgen bliver bedre,« siger Jacob.

Jacob opfordrer til, at man tænker sig om, før man skriver på Facebook, hvis man ikke er sikker på, om det er venner eller fjender, der kigger med. Derudover understreger han, at han synes, at folk med sclerose på Facebook burde gøre brug af sclerose-grupperne. 

»Jeg fandt støtte i grupperne. Støtte fra nogen, der forstår, hvordan jeg har det.« 

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.