Gå til hovedindhold

De sociale medier bringer os tættere på hinanden

18. oktober 2016
Kort fortalt

De sociale medier kan bruges i mange gode henseender. Men noget af det vigtigste for mennesker med kroniske sygdomme er ifølge Thomas Bigum, at sider som Facebook kan bruges til at finde ligestillede.

Thumbnail

 

Tekst: Ninett Rohde

De første sociale medier-sites opstod allerede tilbage i 1995 med blandt andet classmates.com. Men trenden med sociale medier eksploderede først rigtigt med Facebooks oprettelse i 2004 – en side, der i skrivende stund har 1.650 millioner månedligt aktive brugere. 

I Danmark er der tæt på 3,5 millioner månedligt aktive brugere på Facebook. Det er det mest populære sociale medie lige nu, og ekspert i sociale medier Thomas Bigum er ikke i tvivl om hvorfor:

»Sociale medier bringer folk tættere på hinanden – pludselig er vi lige så tæt forbundne, som dengang vi som stenaldermennesker levede i små flokke. Vi kan som mennesker godt lide at være forbundne med vores netværk; se, hvordan det går, eller hvad vores venner laver. Samtidig kan vi også godt lide at skabe vores egen identitet, og det kan vi med sociale medier,« fortæller Thomas Bigum. 

Med globaliseringen rykkede verdens lande tættere på hinanden, men med de sociale medier er vi blevet så tætte, som vi overhovedet kan blive, fortæller Thomas Bigum:

»Det smarte ved de sociale medier er, at tid og afstand er taget ud af ligningen. Uanset hvor du er på kloden, så kan du blive forbundet med nogen, der er ligesom dig selv. Nu tager det ingen tid at menings- eller erfaringsudveksle for eksempel i forbindelse med sygdom.«

Sclerosens plads på de sociale medier

Og det er lige netop det, som er det essentielle: Hvad kan du bruge de sociale medier til, når det kommer til din livspartner Frk. Rose? 

»Mennesker med en kronisk sygdom som for eksempel sclerose kan bruge de sociale medier til at finde ligesindede og udveksle erfaringer, historier, problemer og holdninger. Derudover vil de kunne bruge det til det helt basale; at finde en ven, der minder om dem selv,« fortæller Thomas Bigum og fortsætter:

»Uanset om man er syg eller er Ronaldo-fan, så er der nogle muligheder nu, som er helt exceptionelle for at møde ligesindede. Men hvis du var Ronaldo-fan, så overlevede du nok, hvis du ikke kunne gå på nettet og sige; »se, hvad jeg er fan af« eller skrive med andre Ronaldo-fans. Erfaringsudveksling i forbindelse med sygdom, at tale med en, der går igennem det samme, som måske kan give gode råd, har større værdi for folk.«

Thomas Bigum påpeger, at selvom 14.500 mennesker med sclerose er for mange, så er mængden lille i havet af i alt 5,6 millioner danskere. Det gør, at sandsynligheden for uden hjælp at møde en anden person med sclerose ikke er stor.

»Man drejer jo ikke lige rundt om hjørnet og møder en med sclerose. Man skal opsøge det for at finde de fællesskaber. Hvis sociale medier ikke fandtes, hvor mange andre med sclerose kunne man så nå at møde igennem sit foreningsliv og sin sygdom? Jeg er sikker på, at man møder mange flere ligestillede med internettet og de sociale mediers hjælp,« afslutter Thomas Bigum.

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.