Gå til hovedindhold

De fem søstersygdomme:

2. maj 2017
Kort fortalt

Sclerose er en sygdom med mange ansigter, og den kan være svær at diagnosticere. I sjældne tilfælde er der endda slet ikke tale om sclerose, men en lidelse, der minder meget om. Disse beslægtede sygdomme hører også til i Scleroseforeningen, og dem sætter vi fokus på her.

Thumbnail
  1. Neuromyelitis optica (NMO):
    En kronisk scleroselignende sygdom i hjernen og rygmarven – typisk med symptomer fra synsnerverne (opticus neuritis) og rygmarven (myelitis), der ofte forveksles med sclerose. Sygdommen kan give synsnedsættelse og problemer i armene og benene og have et ret voldsomt forløb med alvorlige lange attakker. Sclerosemedicin virker ikke mod NMO. »Der findes ikke en godkendt behandling til NMO, men behandling med binyrebarkhormon og immunundertrykkende medicin benyttes«. Der findes i dag cirka 200 patienter i Danmark, og sygdommen debuterer hyppigst i 30-40-års alderen, fortrinsvis blandt kvinder. 

    Forekomst i Danmark: 20-25 årlige tilfælde

  2. Schilder’s sygdom:
    Meget sjælden medfødt demyeliniserende lidelse, der normalt viser sig i barndommen. Skyldes fravær af et enzym, der er nødvendigt for nedbrydning af visse fedtsyrer. Sygdommen resulterer i, at myelinskeder omkring nervefibrene i hjernen gradvist ødelægges. Sygdommen er progressiv, og uden behandling er lidelsen fatal. Symptomer kan inkludere: demens, kramper, ubalance, inkontinens, muskelsvaghed, hovedpine, tale- og føleforstyrrelser. 

    Forekomst i Danmark: Ukendt

  3. Transversel myelitis:
    Skyldes betændelse i rygmarven (myelitis) tværs hen over (transversal) rygmarven. Sygdommen er ikke arvelig, men opstår ofte som komplikation til virussygdomme, sclerose eller blodkarsygdomme i rygmarven. Symptomerne er pludseligt indsættende rygsmerter, muskelsvaghed og snurrende fornemmelser i benene. Kan udvikle sig til lammelser og manglende kontrol over blære- og tarmfunktion. Sygdommen kan ramme både børn (10-19 år) og voksne (ofte 30-39 år).

    Forekomst i Danmark: 20-30 årlige tilfælde

  4. Balos sygdom:
    Demyeliniserende sygdom, hvor det hvide stof i hjernen er beskadiget. Forekommer hyppigst blandt unge voksne, og ofte blandt asiater. Kan ramme alle områder af centralnervesystemet, og symptomer er derfor meget forskellige. Kan forekomme alene eller sammen med sclerosesymptomer og forløber oftest progressivt. I sjældne tilfælde ses attakker og spontan helbredelse. Sygdommens udbredelse og mekanismer bag er ukendt.

    Forekomst i Danmark: Ukendt

  5. Akut dissemineret encephalomyelitis (ADEM):
    Skyldes betændelse i myelinskeder i både rygmarv (myelitis) og hjerne (encephalitis). ADEM rammer primært børn under 10 år og opstår oftest i vintermånederne som komplikation til virusinfektioner. I modsætning til sclerose er der typisk kun ét syg-
    domsudbrud, hurtigt og med mange forskellige symptomer på én gang. Nakkestivhed, omtåget-hed og kramper kan opleves ved ADEM, men ses yderst sjældent ved sclerose.

    Forekomst i Danmark: 20-40 årlige tilfælde

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.