Gå til hovedindhold

Danske neurologer afventer yderligere dokumentation om CCSVI

9. april 2010
Kort fortalt
Den italienske doktor Paolo Zambonis teorier om, at sclerose er relateret til forsnævrede blodårer, er det hotteste indenfor scleroseforskning lige nu, men Zamboni understreger selv, at der endnu ikke foreligger tilstrækkelige beviser for teorien. De danske neurologer afventer derfor mere dokumentation, før de vil kaste sig ud i operationer, og har ikke selv ressourcerne og ekspertisen til at kaste sig ind i forskningskapløbet
Thumbnail

Af Louise Wendt Jensen, journalist

”Det vil være pragtfuldt, hvis det er rigtigt. Og jeg håber, der hurtigt vil blive gennemført nogle forsøg, der kan vise, at operationerne rent faktisk har en effekt.”
Finn Sellebjerg, neurolog og overlæge på Rigshospitalets scleroseklinik, Dansk Multipel Sclerose Center, følger i øjeblikket – som alle, der enten privat eller fagligt er berørt af sclerose – nøje med i den italienske læge Paolo Zambonis forskning og arbejde.
For lægen fra universitetet i Ferrara nær Bologna står for en af tidens mest opsigtsvækkende og nytænkende teorier indenfor scleroseforskningen.
Ifølge Zamboni kan der nemlig være en sammenhæng mellem forsnævrede blodårer og sygdommen. I sine undersøgelser har Zamboni hos sclerosepatienter fundet tegn på et hæmmet afløb af blod fra hjerne og rygmarv. Det, mener han, fører til ophobning af jern i hjerne og rygmarv, og dette forårsager de nervebetændelser, der giver sygdomsaktivitet ved sclerose.
Zamboni viste i slutningen af 2008 i et studie, hvor han sammenlignede 65 sclerosepatienter med 235 kontrolpersoner, at stort set alle sclerosepatienterne led af forsnævringer af blodårerne til hjernen, en tilstand der kaldes CCSVI (Chronic Cerebrospinal Venous Insufficiency), mens fænomenet ikke fandtes hos kontrolpersonerne.

Sikker operation

I december sidste år publicerede Zamboni så en artikel om hans operation af 65 sclerosepatienter, hvor han med ballonudvidelse har udvidet patienternes forsnævrede blodårer. Af de 65 patienter led 35 af attakvis sclerose, 20 af sekundær progressiv sclerose og 10 af primær progressiv sclerose.
Den overordnede konklusion i artiklen er, at CCSVI-operationen er sikker at udføre. Hos de progressive patienter ses kun begrænset mental og fysisk forbedring seks måneder efter operationen, og efter 18 måneder er der ingen forbedring at spore hos den gruppe. Hos de attakvise er 50 procent af patienterne attakfrie halvandet år efter operationen, hvor det kun gjaldt for 27 procent et år inden operationen. Men i snit faldt attak-raten kun fra 0,9 attak om året i året før operationen til 0,7 attak om året i det halvandet år, der gik efter operationen. Til sammenligning falder attakhyppigheden hos danske patienter i gennemsnit fra 1,1-1,2 attak om året før medicinsk behandling til ca. 0,4 attak om året under medicinsk behandling.
Til gengæld følte de attakvise patienter i Zambonis forsøg, at deres livskvalitet blev forbedret både fysisk og mentalt.

Forsøg uden kontrol

Zamboni understreger dog selv i artiklen, at man skal være opmærksom på, at der er tale om et forsøg uden kontrolgruppe, hvor patienterne også samtidig fortsatte med at tage deres immunmodulerende behandling. Derfor er der stor sandsynlighed for, at der kan være tale om placebo-effekt, fordi de medvirkende patienter selvfølgelig håber på at finde en behandling for sclerose. Samtidig har Zamboni også understreget ved et seminar i februar på New York University Medical Center, hvor han blandt andre mødtes med ledere fra den amerikanske scleroseforening, at det endnu ikke er bevist, om CCSVI er grunden til, at man får sclerose, eller om tilstanden er et produkt af sygdommen.

Ikke utænkeligt, men intet bevis

”Det er ikke en utænkelig teori. Måske kan det, at man lider af CCSVI være en medvirkende faktor til, at man får sygdommen. Det kan bestemt ikke udelukkes, og hvis det er rigtigt, er der tale om et gennembrud. Men det er ikke bevist endnu. Det kræver, at andre kan finde det samme som Zamboni, og det har vi ikke set endnu,” siger Finn Sellebjerg.
De eneste andre resultater, der er publiceret omkring CCSVI og sclerose kommer fra USA fra universitetet i Buffalo i staten New York. Her har en gruppe med neurologen Robert Zivadinov i spidsen undersøgt 500 personer for CCSVI. Ud af de 500 var de 280 sclerosepatienter, 161 var raske personer, mens resten havde andre neurologiske sygdomme. Resultatet var, at 56 procent af sclerosepatienterne led af CCSVI, mens 22 procent af de raske patienter også gjorde.
”Det er en meget mindre forskel mellem de to grupper end Zamboni fandt, så det tyder i hvert fald på, at CCSVI med sine karforandringer ikke er den eneste årsag til, at man får sclerose. Spørgsmålet er så, hvad andre vil finde, når de går i gang,” siger Finn Sellebjerg. Buffalogruppen ventes i øvrigt at uddybe deres resultater på en stor neurologi-konference i Toronto i næste uge.

Mangler ekspertise i Danmark

Både den amerikanske og canadiske scleroseforening har nu valgt at støtte forskningsprojekter omkring CCSVI og sætte dem i gang ekstraordinært hurtigt. Forskere fra hele verden kunne inden 9. februar søge støtte til forskningsprojekter i CCSVI og sclerose hos de to foreninger, og i maj vil et internationalt panel gennemgå ansøgningerne, så de udvalgte projekter kan gå i gang allerede 1. juli.
Herhjemme har neurologerne og sclerosespecialisterne dog ikke nogle forskningsprojekter på tegnebrættet.
”Vi har ikke erfaring med den type ultralydsundersøgelser, der skal til for at konstatere CCSVI. Vi har været i forbindelse med vores ultralydslæger, for at høre om det er noget, de kan lave, men de har ikke metoderne til det, og vi kan ikke bare købe et ultralydsapparat og gå i gang selv. Det er nødt til at være en røntgenlæge, der har erfaring med ultralydsscanning af blodårerne, der skal stå for det. Den ekspertise har vi ikke som neurologer,” siger Finn Sellebjerg.

Dokumentation nødvendig

Han vil derfor hellere vente på resultaterne fra de udenlandske grupper.
”I stedet for at vi skal til at opbygge en ekspertise helt fra bunden, så er det meget bedre at få de steder i udlandet, der allerede har den viden, til at udføre forsøgene, så vi hurtigt kan få en afklaring af, om der er noget om det her eller ej. Hvis vi gik i gang, ville vi være så langt bagud, at der vil komme resultater fra de store centre, længe inden vi overhovedet blev færdige,” siger Finn Sellebjerg, der dog erklærer sig klar til at tage ultralydsundersøgelse og efterfølgende operation til sig, hvis det viser sig, at den har en effekt.
”Men så vil man på det tidspunkt også vide, hvad der vil være den optimale metode. Det kræver dog, at vi ser nogle kontrollerede behandlingsforsøg, der viser, at det rent faktisk er noget, der hjælper. Det er ikke nok at vise, at sclerosepatienter har tillukkede blodårer. Vi skal også se, at det hjælper på sygdommen at lukke dem op igen, for det er noget, der er meget ressourcekrævende, og i nogle tilfælde også vil være ubehageligt at få lavet. Derfor kan man ikke bare indføre det som standardbehandling uden at have dokumentation for, at det hjælper,” siger Finn Sellebjerg og påpeger, at Zamboni selv har vist, at selvom de forsnævrede blodårer åbnes, så lukker de ofte til igen, og spørgsmålet er så, om operationen reelt er noget værd.

Private klinikker

Mange sclerosepatienter er dog utålmodige i forhold til den nye behandling og ønsker ikke at vente på de forskningsprojekter og kontrolforsøg, der skal komme med de endelige beviser for Zambonis teori og effekten af hans operation. Derfor vælger nogle at tage til udlandet for egen regning, hvor private klinikker, som allerede har lange ventelister, tilbyder scanning for CCSVI og efterfølgende åbning af blodårerne, hvis man får konstateret tilstanden.
”Det er klart, at man har lov til at gøre det, man tror på er godt, men hvis det er noget, der skal foregå i det offentlige sygehusvæsen, og der skal bruges ressourcer på det, så kræver sygehusvæsenet dokumentation for, at det er noget, der hjælper. Derfor kan vi ikke bare gå i gang med at scanne og operere. Heller ikke selv om patienterne føler, at deres livskvalitet stiger ved sådan et indgreb. Man kan ikke gå ind og bruge en masse ressourcer og sætte avancerede kirurgiske indgreb i gang uden at have set en effekt. Det ville simpelthen ikke være rimeligt overfor så mange andre områder, hvor der mangler ressourcer,” siger Finn Sellebjerg.

Operationsprogram lukket

Andre steder har man været længere fremme. På Stanford University i Californien har den karkirurgiske specialist Michael D. Dake stået i spidsen for et program, hvor 40 sclerosepatienter skulle opereres for CCSVI. Programmet blev dog lukket ned i december. Først døde en opereret patient af en hjerneblødning – det vides dog ikke, om den havde relation til operationen – og derefter blev en anden patient akutopereret, da en af de stents, der blev sat ind i en blodåre rev sig løs og ramte hjertet.
”Problemet er, at stents normalt sættes ind i årer, hvor blodet går i den retning, hvor årerne bliver smallere, så den ikke kan løsne sig. Her blev den brugt i årer, hvor blodet går i retning af en større diameter, så hvis den river sig løs, går den direkte i hjertet eller lungerne,” forklarer Finn Sellebjerg, der derfor godt kan være bekymret for, hvad der sker på de private klinikker.
”På Stanford, der er et stort velrenommeret sted, har man valgt at rapportere de her ting, men det gør man jo ikke nødvendigvis på de mindre private klinikker. Der er det ikke en gang sikkert, at man følger patienterne efter deres operationer, og derfor er det umuligt at validere kvaliteten af det, de laver,” mener Finn Sellebjerg.

Neddæmper forventningerne

Selvom han håber på, at Zambonis teorier viser sig at være et gennembrud, holder han dog også igen på forventningerne. Det er ikke første gang, han har hørt om mirakler i scleroseforskningen, der alligevel ikke har holdt i længden. For et par år siden viste en anerkendt forskningsgruppe, at der var Epstein-Barr virus i hjernen hos alle sclerosepatienter, når de havde sygdomsaktivitet.
”Det blev udråbt til den endelige påvisning af, at virussen var årsagen til sclerose, men siden er der kommet to andre undersøgelser fra lige så anerkendte grupper, som ikke har kunnet finde skyggen af virussen i sclerosepatienters hjerner. Det er lidt det samme, der sker, når man sammenligner Zambonis og Zivadinovs resultater. Fra at alle sclerosepatienter havde CCSVI hos Zamboni, havde kun 55 procent det hos Zivadinov. Spørgsmålet er, om det tal er endnu lavere hos den næste gruppe, der undersøger det, for så falder teorien efterhånden fra hinanden,” mener Finn Sellebjerg.
Han kan dog også eksempler, hvor etablerede sygdomsteorier pludselig er blevet vendt på hovedet.
”Det var for eksempel det der skete med mavesår. Der troede man længe, at det var stressrelateret indtil man fandt ud af, at der var tale om en infektionssygdom, hvor langt de fleste tilfælde kan behandles med antibiotika og 14 dages syredæmpende medicin. Det ville jo være mageløst, hvis vi oplevede noget lignende med sclerose.”


Link til uddrag af Zambonis artikel om hans operationer:
http://www.jvascsurg.org/article/S0741-5214(09)01568-7/abstract

Link til pressemeddelelse om resultaterne fra Buffalo:
http://www.buffalo.edu/news/fast-execute.cgi/article-page.html?article=109370009

Link til hvad den amerikanske scleroseforening skriver om CCSVI:
http://www.nationalmssociety.org/research/intriguing-leads-on-the-horizon/ccsvi/index.aspx

 

Der er ingen kommentar endnu