Gå til hovedindhold

Dansk støttet forskning giver håb for patienter med progressiv sclerose

7. november 2012
Kort fortalt
Der er endnu en gang positivt nyt til patienter med progressiv sclerose. Professor Lars Fugger fra Oxford Universitet, har set gode resultater med et allerede kendt lægemiddel. Forskningen har blandt andet været støttet af Scleroseforeningens 25 øre-kampagne

Af Louise Wendt Jensen, forskningsformidler

Patienter med progressiv sclerose har længe været en overset gruppe, men interessen for feltet er begyndt at vokse, at flere og flere positive forskningsresultater på området tikker ind.
Denne gang er det den danske professor Lars Fugger, der leder en international forskergruppe på Oxford Universitet, der kan rapportere nyheder på området.

Beskytter nervecellerne

Lars Fugger og hans gruppe har tidligere vist i en dyremodel, at stoffet Amilorid ved at blokere en såkaldt ionkanal i cellerne har det man kalder en neuroprotektiv virkning, det vil sige, at stoffet beskytter nervecellerne mod nedbrydning. Amilorid bruges normalt til patienter med forhøjet blodtryk.

Mindre hjernesvind og betændelse

Resultaterne blev offentliggjort i 2007 i det anerkendte videnskabelige tidsskrift ”Nature Medicine”, og nu har Lars Fugger og hans medarbejdere så over en tre-årig periode afprøvet stoffet på 14 patienter med primær progressiv sclerose.

”Vi har set på MRI-scanninger, at der var mindre svind af deres hjerne end forventet, og mindre udbredelse af betændelse. Det vil sige, at midlet reelt har haft den neuroprotektive effekt på patienterne, som vi så i vores dyremodel,” siger Lars Fugger.

Kan bruges i kombinationsbehandling

Resultaterne af forsøget er netop blevet optaget i tidsskriftet ”Brain” og Lars Fugger og hans forskerhold fik i september prisen for årets scleroseforskning af den britiske scleroseforening.
”Det er interessante resultater, fordi der er i dag stort set ikke findes nogen form for neuroprotektiv behandling. Hvis man kan kombinere en sådan behandling med en antiflammatorisk behandling, så er vi pludselig kommet langt i behandlingen  sclerose,” siger Lars Fugger.

Kendt stof

Det smarte ved Amilorid er, at der er tale om et stof, som har været brugt i mange år til at bekæmpe forhøjet blodtryk. Man kender derfor sikkerhedsprofilen godt og ved, at stoffet er relativt ufarligt at bruge. Samtidig er det et stof, hvor patentet snart udløber.

”Det vil sige, at vi i modsætning til meget anden sclerosemedicin, potentielt står med et relativt ufarligt billigt lægemiddel, der kan tages som en pille én gang om dagen, og det ville jo være fantastisk,” siger Lars Fugger, der fortæller, at den neuroprotektive effekt, man ser hos de progressive patienter måske også vil gælde attakvise sclerosepatienter, da man ser nedbrydning af nerveceller hos begge grupper.

Større forsøg

Lars Fuggers hidtidige forskning i Amilorid har blandt andet fået støtte fra Scleroseforeningens såkaldte 25-øre kampagne, og han søger nu penge til, at afprøve Amilorid på et langt større antal patienter med primær progressiv sclerose. Han har allerede fået penge til at afprøve stoffet på patienter med synsnervebetændelse, der jo er en sygdom, som mange sclerosepatienter debuterer med.

Læs mere godt nyt om progressiv sclerose her

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.