Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
Dårlig idé at stoppe med medicin
d. 8 september 2011

Sygdomsaktiviteten kommer hurtigt tilbage, hvis man vælger at droppe sin betainterferon-behandling. Det viser en ny undersøgelse fra Polen

Af Louise Wendt Jensen, forskningsformidler

Hvis du vælger, at lægge din betainterferon-behandling på hylden, så kommer din sygdomsaktivitet højst sandsynligt meget hurtigt tilbage.
Det er konklusionerne fra et nyt polsk studie offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Journal of Neurological Sciences

Kun behandling i to år
I Polen tilkendes sclerosepatienter kun behandling med betainterferon i to år fra den offentlige sygesikring. Derfor har det været muligt for et polsk forskerhold, at undersøge, hvad der sker med de patienter, der stopper med deres behandling.

43 patienter
Forskerholdet fulgte 43 patienter (29 kvinder og 14 mænd), der i gennemsnit havde haft attakvis sclerose i otte et halvt år. 38 patienter var i interferonbehandling i 24 måneder, mens de sidste fem patienter var i behandling i 36 måneder.

EDSS målt før og efter
Alle patienter fik vurderet deres tilstand efter EDSS-skalaen før og efter behandlingen og derefter efter henholdsvis seks, 12, 24 og 36 måneder. I opfølgningsperioden efter afsluttet behandling fik ingen af patienterne behandling med sclerosemedicin.

Ingen ændring i EDSS under behandling
I løbet af behandlingsperioden med interferon var den årlige attakrate på 0,22 attak i gennemsnit per patient. 18 patienter havde attakker af mild eller moderat sværhedsgrad i løbet af de første seks måneder på den medicinske behandling. Efter de to års behandlingstid, var der ingen signifikant ændring hos patienterne i forhold til EDSS-skalaen.

Stigning i attakker
Efter behandlingen med interferon blev afsluttet, fik otte patienter et attak i løbet af den første måned. 28 patienter oplevede hårde attakker i løbet af opfølgningsperioden. 16 patienter havde ét attak efter endt behandling, ni patienter havde to og tre patienter havde tre. To af patienter gik fra at være attakvise patienter til den sekundære progressive fase. I gennemsnit havde patienterne i opfølgningsperioden 0,48 attak.

Forværring på EDSS-skala
I løbet af den 34 måneder lange opfølgningsperiode steg alle patienter desuden i gennemsnit 1,45 point på EDSS-skalaen. 28 patienter (d.v.s 65 procent) oplevede en forværring på EDSS-skalaen, mens resten af patienterne var stabile.

Sygdommen kommer tilbage hurtigt
Forskerholdet konkluderer derfor på baggrund af undersøgelsen, at for patienter, der har en høj sygdomsaktivitet og efterfølgende responderer godt på interferon-behandling, vil et stop af den medicinske behandling betyde, at sygdommen kommer tilbage hurtigt med samme sværhedsgrad, som inden behandlingen.

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy