Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
Cykelnerver før Tour de sclerose
d. 19 juni 2014

Kun få af de 55 cykelmotionister, der torsdag drager til Pyrenæerne for at gennemføre 6.000 højdemeter og seks bjergtoppe på tre dage, har prøvet at køre i bjerge før. Det skaber forventninger og spænding – men også nervøsitet før Scleroseforeningens motionsløb, Cykelnerven

Flere ryttere og holdkaptajner har lidt ondt i maven inden de torsdag den 25. juni drager til Frankrig for at gennemføre Scleroseforeningens motionscykelløb, Cykelnerven. 6.000 højdemeter på tre dage, over tre af de samme bjerge i Pyrenæerne, som Tour de France-rytterne passerer få uger senere, skaber respekt. Men glæden ved at skulle af sted overstiger dog stadig nervøsiteten.

”Jeg glæder mig mest til naturen og til at bestige de bjerge, som jeg kender fra Tour de France. Jeg har jo ikke prøvet at cykle i i de legendariske bjerge før, men jeg har hørt at det skulle være en fantastisk oplevelse,” siger Per Rasmussen, som er holdleder for det nordjyske hold.

Også på Fyn glæder de sig. Jan Knudsen, som er en af de tre deltagere, der lever med sclerose, er efter halvandet måneds træning ikke i tvivl om, hvilken udfordring han har sat sig.

”Jeg kommer til at kæmpe rigtig hårdt for at nå over alle seks bjergtoppe, især hvis sclerosen bider fra sig – men den udfordring glæder jeg mig til. Jeg ser frem til at løfte mig selv, kæmpe mig igennem smerterne og forhåbentlig gennemføre. Og så glæder jeg mig i øvrigt til fællesskabet. Jeg bliver berørt, når andre hjælper mig, tager hensyn, og vi når toppen som et hold,” siger Jan Knudsen.

Nervøsiteten sniger sig ind hos de fleste, fordi ganske få har prøvet at cykle i høje bjerge før. De fleste har i foråret trænet til et cykelløb, hvor de i virkeligheden ikke kender forholdene og udfordringerne.

”Jeg er mest bange for nedkørslerne,” siger Tommas Hansen fra Ulfborg og en af de to andre med sclerose.

”Op skal jeg nok komme, det er kun et spørgsmål om, hvor lang tid det tager. Men nedkørslerne kan være farlige. Det går hurtigt, jeg skal bremse hele tiden, og det går jo ikke og sidde og tænke på alt det, der kan gå galt – punktering og for varme hjul og bremser for eksempel. Men det får jeg lige præcis svært ved ikke at tænke på hele tiden,” siger Tommas Hansen.

Holdleder på det store københavnerhold med hele 28 ryttere, Jørgen Kurt Jensen, har lidt bange anelser på grund af bjergenes ustabile vejrforhold.

”Cykelnerven er i forvejen et hårdt løb – og vejret kan løbet næsten uudholdeligt. Jeg frygter mest kulde og blæst, især på toppen af bjergene. Men også varmen kan gøre turen pinefuld. At kæmpe både med et stejlt bjerg og med 35 graders varme i den direkte sol kan få voksne mænd til at stå af cyklen og kryb i skygge. Vejret kan blive en hård modstander,” siger Jørgen Kurt Jensen.

55 danskere flyver forventningsfulde til Toulouse på onsdag. Herfra går turen til Saint Gaudens, hvor opstigningen begynder morgnen efter. Alle tilmeldte har samlet ind til forskning i sclerose. De har fundraiset og fundet sponsorer enten individuelt eller som en del af landsdelens hold, som alle ryttere er en del af.

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy