Gå til hovedindhold

Come together

11. april 2011
Kort fortalt
Stort musikprojekt skal samle mennesker med sclerose fra hele landet. Topprofessionelle korledere, musikere og teknikere skal sammen med scleroseforeningens medlemmer skabe en sang med positiv energi, som bevæger sig inden for rock- og countrygenren.

Af Mathilde Louise Brejner

I august og september åbner Scleroseforeningen i samarbejde med korledere, teknikere og sangskriver dørene til det, der forhåbentligt får DRs X-Factor til at blegne i mangel på kunstnerisk talent og kreativ udfoldelse: Vi skal have skrevet Scleroseforeningens egen sang.

Livskloge ord på versefødder
Det er vigtigt, at sangen kan blive et springbræt for, at mennesker med sclerose kan dele tanker om livet, håbet og kærligheden. Derfor opfordrer vi i Scleroseforeningen alle, der måtte have noget på hjerte til, at indsende deres tanker til musik@scleroseforeningen.dk inden den 15. maj. Dine tanker behøver ikke at være på versefødder, det klarer musiker Alan Binau fra bandet CeoNeo nemlig. Du skal bare tænke på indholdet.

”Jeg vil gerne høre fra mennesker med sclerose, som kan beskrive det paradoks, det er, at leve med en alvorlig sygdom og lande det ansvar, men alligevel have fokus på, at livet skal leves fuldt ud,” siger Alan Binau.

Respekt for mennesker med sclerose
Alan Binau fremhæver, at selvom sangen og teksten får en optimistisk tone, så har han fuld respekt for de mennesker, som tør at sætte de mere problematiske sider af sygdommen frem i lyset. Det kunne eksempelvis være det udfordrede parforhold, nævner han som én blandt flere muligheder.

”Jeg kom på idéen til at skrive sangen, fordi jeg har en nær ven med sclerose, som jeg havde lyst til at skrive en ”kom nu” sang til, så han fik et kærligt spark i røven,” fortæller Alan.

Få taget til at lette
Når de seks workshops, som fordeler sig på Jylland, Sjælland, Fyn og Bornholm, går i gang, håber vi meget på, at der opstår en stemning, så taget letter, men fokus skal væk fra at man skal præstere eller levere skønsang, siger Christina Boelskifte, korleder på Musikprojektet:

”Jeg kommer til at lave opvarmnings, vejrtræknings - og nogle ryst sammen øvelser, som gør, at folk får det sjovt og hyggeligt,” siger hun.

Udvikling med raketfart
Under de seks workshops har korlederen hele fire timer med sangerne. På de fire timer fortæller Christina Boelskifte, at der skal findes sangere, som skal lære og synge sangen, som Alan Binau beskriver som en blanding af rock og countrygenren. Og  så skal der udvælges andre medlemmer, som skal synge kor. Christina forventer, at deltagerne kommer til at udvikle sig meget:

”Jeg har tidligere arbejdet meget med mennesker, som ikke er vant til at synge, og dem har jeg kun haft i én time. Alligevel kan man slet ikke forestille sig, hvor meget de kan udvikle sig, hvis man kan få dem til at slappe af og have det sjovt,” siger Christina Boelskifte. 

Stig Rossen og MGP
Tidligere har Christina Boelskifte arbejdet både med kor til TV-udsendelser som ”Den Store Klassefest”og ”Husk Lige Tandbørsten,”men også med solisten Stig Rossen og som sanger til Internationalt Melodi Grandprix. Nu glæder hun sig rigtig meget til at møde Scleroseforeningens medlemmer og få lavet det, der forhåbentligt bliver en rigtig god sang.

  • Du kan se datoer og steder for workshops i det nyeste eksemplar af MagaSinet.
Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.