Gå til hovedindhold

Charlotte blogger om sclerose og livet

9. november 2012
Kort fortalt
Charlotte Holmboe oprettede en hjemmeside inden et fire ugers ophold på sclerosehospitalet i Ry. Siden skulle indeholde ærlige betragtninger om opholdets op- og nedture. Nu skriver hun også om familielivet og dagligdagen med sclerose. Hendes hjemmeside har mange læsere, og flere kommer til
Thumbnail

Af Kitt Kragelund

”Jeg ved godt, det lyder fjollet, men hjemmesiden blev som et barn. Noget jeg bruger tid på, for andres, men mest for min egen skyld. Hjemmesiden er som en slags terapi for mig”, fortæller 41-årige Charlotte Holmboe.

For et år siden tilmeldte hun sig et ophold på sclerosehospitalet i Ry, men hun savnede at høre andres betragtninger om lignende ophold. Da hun ikke fandt, hvad hun søgte, oprettede hun selv en hjemmeside, hvor hun ærligt bloggede om oplevelserne i Ry.

”Jeg har brugt hjemmesiden som en dagbog for mig selv. Derudover har andre kunnet følge med fra sidelinjen i stedet for at kontakte mig, da jeg var i Ry. Den gav mig ro, til kun at tænke på mig selv, og plads til at være fuldt ud mig selv og få det maksimale ud af opholdet”, siger hun.

Charlotte tog flugten

”Jeg var ikke klar til at skulle konfronteres med sygdommens mulige konsekvenser før nu. Jeg har været på flugt fra sclerosen, og nu – 16 år efter diagnosen – har jeg endelig indset, at sygdommen er en del af mig. Det er ikke sclerosen, der definerer mig, men den er en uundgåelig følgesvend. Dette faktum er jeg blevet meget bevidst om, med stor hjælp fra personale såvel som andre patienter, jeg var indlagt sammen med”, forklarer Charlotte Holmboe.

Hun var 24 år gammel, da hun i 1996 fik konstateret sclerose. Som ung og under uddannelse som lærer var der mange problemstillinger og tanker forbundet med en kronisk sygdom, som hun blev nødt til at forholde sig til og hun blev nødt til at prioritere i det aktive liv, hun tidligere havde levet.

”Jeg var selvfølgelig bange for, om min kæreste Peter stadig ville have mig, om hele mit liv gik i stå og aldrig kom i gang igen, og om jeg kunne forsvare at få børn. Men vi blev gift, og i dag har vi tre børn. Han har altid været der for mig, og efter mit ophold i Ry, er vores ægteskab blevet endnu bedre. Hele familien har det meget bedre, fordi jeg har lært at give mig selv lov til at tage hensyn til sygdommen og at være mere tro imod mig selv,” fortæller hun.

En ny verden

”Jeg var meget bekymret og spændt på opholdet i Ry, for jeg havde svært ved at skulle forholde mig til andre, der måske havde det værre end jeg. Pinligt som det er, troede jeg jo næsten, at kørestole smittede,”  fortæller Charlotte Holmboe om sine tanker inden opholdet på Sclerosehospitalet i Ry.

Men hun tog fejl, og i dag har hun et Ry-venskab med andre, der er ramt af sclerose på forskellige måder. Hovedmålet, der blev sat for Charlotte i Ry, var at blive bedre til at være i nuet og tilgodese egne behov. Derudover lærte hun at mærke sig selv i kroppen, så hun i dag, hvor hverdagen er tilbage, oplever en ro og et overskud, som hun ikke havde før opholdet. Udover roen fik hun i Ry stor hjælp til de fysiske problemer som sclerosen har forårsaget, nemlig vandladningsproblemer og at øge gangdistancen samt at løbe, hvilket har været umuligt de sidste 5 år.

”Jeg har altid været meget aktiv, men sclerosen har givet nogle begrænsninger. Det var et kæmpe afsavn og har givet en følelse af afmagt. Under opholdet blev jeg støttet og presset til, at jeg godt kunne løbe. Først i meget korte distancer, men jeg lærte at løbe. I dag går jeg til styrketræning tre gange om ugen og ridning – Hele min positive udvikling udspringer af det ophold”, slutter hun glad.

Udover historierne fra Sclerosehospitalet i Ry, skriver hun om ”Cirkus Holmboe” – en blog om livet efter opholdet, hvor familiens liv er hverdagen i et cirkus, og Charlotte er cirkusdirektøren.

Du kan læse mere om Charlotte Holmboes univers på http://fruholmboe.dk/

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.