Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
CCSVI-forsøg kræver erfaring, mener amerikansk læge
d. 28 maj 2010

Professor Salvatore Sclafani i New York er en af de læger, der har opereret mennesker med sclerose for CCSVI. Han mener, det er vigtigt med erfaring, før de store forskningsprojekter sættes i gang, så jo flere, der opererer, jo bedre.

Af Louise Wendt Jensen

Indtil nu har han opereret tyve personer med sclerose for CCSVI, men om en lille måned går han i gang med et stort forsøg, hvor 200 patienter skal opereres.
”Hospitalsledelsen vil gerne have, at jeg går i gang med forsøget nu, men egentlig var det min oprindelige plan at operere 50 patienter, inden jeg gik i gang med forsøget,” fortæller professor Salvatore Sclafani, som leder den radiologiske afdeling på Kings County Hospital Center i Brooklyn i New York.
Han er en af de få læger i verden, der udfører den omdiskuterede CCSVI-operation, og det er hans holdning, at det er meget vigtigt, at flere læger får mere erfaring med operationen, før man kan gå i gang med de forskningsprojekter, som så mange efterlyser, og som skal bevise, om Zambonis teorier er rigtige.
Optimalt skal man lave forsøg, hvor man har en gruppe, der opereres, og en gruppe, der ikke opereres, uden at de medvirkende ved, hvem der udsættes for hvad, så man kan se, om der er tale om en placeboeffekt eller en reel effekt ved operationen. Det er et såkaldt dobbelt blindtestforsøg. Men det er alt for tidligt at lave de forsøg endnu, mener Sclafani.
Derfor vil det forsøg han går i gang med nu med de 200 patienter være et ”open label” forsøg, altså et forsøg uden en kontrolgruppe.
”Hvis folk, der udfører operationerne, ikke har nok erfaring med indgrebet og diagnosticeringen, er der risiko for, at de overser CCSVI hos nogle patienter, stiller forkerte diagnoser og ikke får udført operationen rigtigt. Det vil være et kæmpe problem, for de dobbelte blindtestforsøg bliver dem, der danner grundlag for om teorierne accepteres eller ej,” forklarer Sclafani over telefonen fra New York.

Forsnævringer hos alle

Han har netop selv takket nej til at deltage i et dobbeltblindtestforsøg i USA, fordi han ikke mener, at han har erfaring nok.
”Vi har udført rigtig mange angioplastiske indgreb hos os (indgreb, hvor man udbedrer eller fjerner en forsnævring eller blokering af en arterie, red.), men det er andre ting, man skal se efter ved CCSVI, og det er ikke altid let af stille en diagnose ud fra en røntgenundersøgelse af venerne,” siger Sclafani.
Han havde selv problemer med at finde forsnævringerne i specielt venerne omkring rygmarven i starten og var nødt til at konferere med Zamboni, der insisterede på, at han overså noget.
”Det betød, at jeg begyndte at kigge efter på en anden måde, og nu er det min erfaring, at der er forsnævringer hos alle sclerosepatienter,” siger Sclafani, der understreger, at ballonudvidelsen af de store halsvener er så sikker at udføre, at han ikke fravælger at operere nogle patienter.

Medfødt tilstand

Hvor længe halsvenerne så forbliver åbne, mener Scalafani det er for tidligt at svare på.
”Jeg har haft to patienter, som undergik en helt utrolig forbedring, men hvor det holdt i mindre end to uger. Og så har jeg andre patienter, hvor forbedringerne har holdt sig i mere end to en halv måned. Så det er for tidligt at sige, hvor stor en procentdel af patienterne, som oplever, at venerne skal genåbnes igen efter den første operation,” siger Sclafani.
Han påpeger desuden, at i modsætning til andre veneforsnævringer, man ind i mellem opererer for, så er CCSVI en medfødt tilstand, som eventuelt kan betyde, at venerne skal strækkes ud flere gange, før de forbliver åbne. Men fordi hans 20 patienter kommer fra hele verden, har han ikke foretaget regelmæssige kontroller af dem, for at se om venerne er klappet sammen igen, og hvor længe det tager. I øjeblikket har han har primært mail- og telefonkontakt med de opererede, men det er meningen, at de skal komme til kontrol efter tre-seks måneder, og de første kommer tilbage til New York sidst i juni.

Ventilproblem

Sclafani mener i øvrigt ikke, at det er korrekt, at snakke om, at venerne kollapser.
”De er forsnævrede, men problemet er egentlig ikke selve venerne Forsnævringen skyldes de klapper, der fungerer som ventiler, så blodet kun passerer den ene vej.”
Klapperne sidder dernede, hvor halsvenerne går ind i brystet. Nogle gange er de ikke ordentligt udviklede eller de sidder forkert, og det er det, der så giver de forsnævrede vener.
”En gang imellem er problemerne med klapperne så abnorme, at det ikke kan lade sig gøre at udvide venerne med en ballon. I de tilfælde er det nødvendigt enten at operere eller måske indsætte stents, men jeg bruger ikke stents endnu. Mit første mål er, at se om jeg kan reproducere Zambonis resultater,” siger Sclafani.
Han er godt klar over, at visse læger mener, at det kan være ligegyldigt, om halsvenerne er forsnævrede, fordi blodet så bare vil løbe andre veje, men han er ikke enig.
”Det er rigtig nok, at det er det, der sker. Men hvis blodet ikke kan komme gennem halsvenerne skal det igennem venerne ved rygsøjlen eller de mindre hjernevener. 25 procent af kroppens blodomløb pumpes ind i hjernen og skal ud igen hvert eneste sekund i hele ens liv, og det er en meget høj belastning for de mindre vener. Teorien er, at den belastning kan være en medvirkende årsag til, at man får sclerose. Det er ikke bevist endnu, men hvis der kommer mindre blod ud, kommer der også mindre blod ind, og det betyder noget for blodgennemstrømningen i hjernen,” mener Sclafani. 

Hjernespild

Hans grundholdning er ligesom Zambonis, at sclerosepatienter i princippet ikke skal gå ud og få udført en CCSVI-operation på en privat klinik.
”Jeg så helst, at de kunne tage til det nærmeste universitetshospital og blive behandlet i et miljø, hvor lægerne kunne udvikle en erfaring med operationerne, men det er ikke muligt i øjeblikket, fordi der er for meget modstand blandt neurologerne i forhold til CCSVI. Set i det lys forstår jeg godt, at nogle patienter vælger private klinikker. De er bange, og for dem er ventetiden det samme som et spild af deres hjerne. Efter min mening skulle neurologerne tvinges til at gøre det her,” siger Sclafani.

Læs mere:
Gå til Scleroseforeningens temasite om CCSVI:
www.scleroseforeningen.dk/ccsvi

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy