Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
Canadisk ekspertgruppe mangler beviser for CCSVI
d. 9 september 2010

Sammen med den canadiske scleroseforening har canadiske eksperter gennemgået den italienske læge Paolo Zambonis teori om CCSVI og sclerose for at se, hvad man i Canada kan gøre på området

Af Louise Wendt Jensen, journalist

Det canadiske Institut for Sundhedsforskning – en offentlig instans, der arbejder for faktabaseret viden indenfor sygdomsbehandling og et stærkere patient-orienteret sundhedssystem – har i samarbejde med den canadiske scleroseforening haft samlet et hold eksperter for at vurdere, hvordan man i Canada, skal forholde sig til den nye viden om CCSVI og hvorvidt, der bør laves et landsdækkende canadisk studie af metoden. Samarbejdet er kommet i stand på foranledning af den canadiske sundhedsminister.
Ekspertgruppens konklusion er for det første, at der på nuværende tidspunkt ikke er tilstrækkeligt videnskabeligt bevis for metodens sikkerhed og effektivitet, og for det andet at der ikke er bevis for nogen forbindelse mellem blokerede vener og sclerose.
Argumenterne går blandt andet på, at Zambonis forsøg med CCSVI ikke var blindede forsøg, hverken da han scannede eller opererede for CCSVI.
Internationale standarder for objektive kliniske forsøg kræver, at de er blindede, så man undgår den effekt ”at man finder, hvad man leder efter”.
Samtidig påpeger de canadiske eksperter, at der er problemer med at bruge ultralydsscanning, som Zamboni bruger som undersøgelsesmetode, fordi metoden har tendens til at komprimere de vener, man måler. Dermed er der risiko for fejl i målingen af størrelsen af venerne. Samtidig er fortolkningen af en ultralydsundersøgelse næsten altid subjektiv fra læge til læge, og patienter, som gennemgår en CCSVI-behandling rådes til at forblive på deres medicin. Derfor er det svært at sige, om det er operationen eller medicinen, der virker.
Endelig henholder de sig til, at flere cancerpatienter fået lukket eller helt fjernet en eller begge halsvener i forbindelse med behandling af cancer i hoved eller nakke, uden skadelig virkning for patienterne.

Vener er som elastikker

Eksperterne påpeger også, at 47 procent af Zambonis behandlede patienter oplever, at deres vener indsnævres igen.
Ifølge eksperterne udvider man kun sjældent vener i modsætning til pulsårerne. Pulsårer er muskuløse og tyk-væggede og kan under højt tryk føre iltet blod fra hjertet til andre organer i kroppen. Venerne er derimod tyndvæggede, og de falder naturligt sammen, når de ikke fyldes med blod. Derfor vil de ofte falde sammen efter en ballonudvidelse. Specielt fordi forsnævrede vener ofte er arrede, og arvævet er meget elastisk. Derfor mener eksperterne, at man kan sammenligne en ballonudvidelse af en forsnævret vene med det at strække en elastik. Når man tager ballonen ud igen, vil venens elastiske egenskaber gøre, at den falder tilbage til udgangspunktet.
Derfor mener de, at selvom det er en relativ simpel procedure at udvide en vene, så er den svær at forsvare, fordi venen højst sandsynligt vil klappe sammen igen. Desuden er der risiko for, at de skader, der kan ske på den indvendige del af venen, når den ballonudvides, øger risikoen for blodpropper, som kan risikere at bevæge sig ud i kroppen og for eksempel blokere et større kar i lungerne.
Eksperterne mener heller ikke, at det er sikkert at indsætte stents i venerne, fordi de i sjældne tilfælde kan rive sig løs og bevæge sig mod hjertet med fatale følger. Desuden er der risiko for, at stents stopper til. Brugen af stents kræver derfor, at man tager blodfortyndende medicin, som kan resultere i blødninger og i visse tilfælde hjerneblødninger, der kan medføre slagtilfælde eller død.

Afventer forskningsprojekter

Konklusionen fra ekspertgruppen er derfor, at man på nuværende tidspunkt ikke skal foretage sig noget fra officiel hold i Canada i forhold til CCSVI. Man afventer i stedet resultater fra de syv forskningsprojekter, som de amerikanske og canadiske scleroseforeningen sammen har søsat her i sommer.

Det Canadiske Institut for Sundhedsforskning anbefaler, at der nedsættes en videnskabelig gruppe bestående af forskere fra de syv forskningsprojekter, som kan sammenholde og analysere resultater fra forsøgene. Gruppen anbefales at træde sammen allerede i år.
Ud fra den videnskabelige gruppes konklusioner kan der så eventuelt senere anbefales, om man i Canada skal lave yderligere studier.

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy