Gå til hovedindhold

Byttepenge fra hele verden

19. juli 2012
Kort fortalt
Årets byttepengeindsamling ventes at give 1,4 mio. kroner til Scleroseforeningens arbejde. Stor ros til de frivillige

”500 Pet Set Korun Ceskych” stod der på sedlen. Frit oversat er der tale om en seddel på 500 tjekkiske kroner.
Sedlen dukkede op, da indsamlingsbøsserne fra årets byttepengeindsamling blev lukket op. Der var også en lillebror på 100 Koruner, og selv om tjekkiske kroner ikke er i kurs som de danske, så lagde de to sedler alligevel 175 kroner til indsamlingen.
Anderledes magert var det at veksle den fine etiopiske seddel lydende på 1 Birr. Det blev kun til 30 danske øre, og de 50 Peso fra Filippinerne kunne kun række til 70 øre.

Også store beløb

Optælling af pengene fra byttepengeindsamlingen er en interessant oplevelse med småpenge fra alverdens lande i indsamlingsbøsserne. Og altså lidt større penge ind i mellem.
Ved årets indsamling er de største enkeltbeløb dog kommet i gode danske sedler. I en indsamlingsbøsse på Viborg-kanten dukkede der 5000 kroner op i sedler med en anonym hilsen og anerkendelse af det arbejde, der udføres. I Århus var fire 1000 krone sedler rullet sammen og puttet i indsamlingsbøssen, så det er ikke kun byttepenge, foreningen modtager.

Stregkoder for 200.000

Netop fordi mange ikke længere har mønter op på sig, har dette års indsamling omfattet et forsøg med salg af stregkoder til 10 kroner. I gennemsnit har det indbragt næsten 1000 kroner pr. butik. 200 Rema-butikker var med i kampagnen, så på den måde giver det 200.000 kroner ekstra til årets byttepengeindsamling.

Resultat: 1,4 mio.

Ikke alle indsamlingsbøsser er optalte endnu, men resultatet ser ud til at lande nogenlunde som i 2012, hvor indsamlingsbøsserne gav 1,2 mio. kroner. Det samlede resultat med de 200.000 kr. fra stregkoder ser således ud til at lande på ca. 1,4 mio. kroner.

Flot frivillig-indsats

En forudsætning for det flotte indsamlingsresultat er en stor indsats fra Scleroseforeningens lokalafdelinger, hvor de frivillige klarer såvel opsætning som afhentning, tømning og optælling af indsamlingsbøsserne. Projektleder Irene Koch Pedersen fra Scleroseforeningen har da også stor ros til det frivillige arbejde i forbindelse med indsamlingen:
”Takket være vores fantastiske frivillige har vi igen i år kunnet gennemføre en landsdækkende indsamling, der gør det nemt for danskerne at støtte scleroseforskning. Der skal lyde en meget stor tak til de frivillige, til butikkerne og til alle dem, som har doneret deres byttepenge.”

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.