Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
Buffalo Universitet publicerer CCSVI-resultater
d. 3 juni 2011

Robert Zivadinov, der forsøger, at bevise Paolo Zambonis teori om CCSVI, har fået offentliggjort sine resultater i et videnskabeligt tidsskrift

Af Louise Wendt Jensen, forskningsformidler

Tilstanden CCSVI kan være et resultat af sclerose, men det er ikke årsagen.
Sådan lyder konklusionen fra neurologen Robert Zivadinov fra Buffalo Universitet i staten New York.
Han og hans forskergruppe har fået publiceret deres forskningsresultater i april-nummeret af det lægevidenskabelige tidsskrift Neurology, som udgives af det amerikanske akademi for neurologi, American Academy of Neurology.

499 personer er undersøgt
Dele af Zivadinovs resultater blev allerede publiceret via en pressemeddelelse på universitets hjemmeside sidste år. Zivadinov og hans folk har undersøgt 499 personer for de veneforsnævringer man kalder for CCSVI. Heraf 289 personer med sclerose, 26 personer med andre neurologiske sygdomme og 21 personer, der har haft et enkeltstående attak, såkaldte CIS-patienter med klinisk isoleret syndrom. Resten af gruppen var raske kontroller.

Øget forekomst
Resultatet af undersøgelsen er, at 56,1 procent af sclerosepatienterne, 38,1 procent af CIS-patienterne og 42,3 procent af personerne med andre neurologiske sygdomme havde CCSVI. Men det samme havde 22,7 procent af de raske kontroller.
”Disse fund indikerer, at CCSVI ikke spiller en primær rolle i forhold til at forårsage sclerose. Vores fund underbygger, at der er en øget forekomst af CCSVI blandt mennesker med sclerose, men det er betydeligt lavere end, hvad der oprindeligt blev indberettet af de italienske forskere,” udtaler Robert Zivadinov i en pressemeddelelse.

Flere progressive
Paolo Zamboni rapporterede i sin første artikel om emnet, hvor han havde undersøgt 65 mennesker med sclerose og 235 kontroller, at alle med sclerose havde CCSVI, mens ingen af kontrollerne havde.
I Zivadinovs undersøgelse var der flere patienter med progressiv sclerose, der led af CCSVI end patienter med attakvis sclerose.
”Den højere forekomst af CCSVI  hos progressive patienter peger på, at CCSVI snarere er en konsekvens af end en årsag til sclerose,” siger professor i neurologi, Bianca Weinstock-Guttmann, der har været med til at foretage undersøgelsen.

Ikke et alderdomstegn
Ud af de medvirkende i undersøgelsen var 10 patienter børn, og af dem havde fem CCSVI. Selvom det er for få patienter til at lave en fyldestgørende konklusion, tager forskerne resultatet som et udtryk for, at hyppigheden af CCSVI er nogenlunde lige stor hos børn og voksne med sclerose. De konkluderer også, at i og med tilstanden findes hos børn, er CCSVI ikke en tilstand, der kan tilskrives alderdom.

Læs pressemeddelelsen fra Buffalo Universitet her:
http://www.buffalo.edu/news/12469

Læs et referat af artiklen i Neurology her:
http://www.neurology.org/content/early/2011/04/13/WNL.0b013e318212a901.abstract

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy