Gå til hovedindhold

Ambitioner om dyre biler og lokale donationer til foreningens første Byttelyst-indsamling

8. december 2016
Kort fortalt

Tre søskende og den enes kæreste deltog i dette års byttelyst. De havde forskellige ambitioner, men endte alle med spændende ting og sager. Det ene hold gik lige efter guldet: De ville have en Tesla. Læs her, hvordan det gik.

Thumbnail


Tekst: Ninett Rohde

I et indslag om Scleroseforeningens projekt ”Byttelyst” på DR’s Aftenshowet toner Jeppe Søndergaards lysebrune hår og skæg frem på skærmen. Han fortæller selvsikkert, at hans og broderens hold hedder ”ViBytterKunForDyreBiler” og siger, at det er fordi, de ”satser på at få fat i en Tesla.”

Jeppe stiller op i Byttelyst med sin bror Peter, og deres søster Marie Søndergaard deltager ligeledes med holdet ”Krejlerne fra Sydfyn”. De tre søskende har en god grund til at være med. Deres far lever nemlig med sclerose ligesom knap 15.000 andre danskere. 

Derfor var der ikke megen tvivl, da de tre søskende blev spurgt, om de ville være med i årets Byttelyst, der er Scleroseforeningens nyeste indsamlingsprojekt, hvor én sclerosenøglering skal blive til en masse penge og opmærksomhed til foreningen.

”Vores far har sclerose. Det er en rigtig røvsygdom, men det er også en sygdom, der ikke får opmærksomhed nok,” siger Jeppe. 

Alle er klar til næste år

Hvor Jeppe og Peter fra starten var fokuserede på deres mål, greb Marie og kæresten Hans Christian Aarup det lidt anderledes an. De besluttede sig nemlig først og fremmest for, hvordan de ville bytte.

”Jeg ville ikke benytte sociale medier så meget, men mere gøre det til noget lokalt,” siger Marie.

Da interviewet kommer ind på, om de to hold kunne finde på at deltage igen, er der ikke megen tvivl. Jeppe svarer et klart ja, og Marie når end ikke at høre spørgsmålet til ende, før et begejstret ”Ja da!” flyver ud af hende. 

”Det er en virkelig god idé, og så har det været rigtig sjovt. Det var en fed måde at møde folk på, og næsten alle har jo været rigtig positive,” fortæller Marie. 

Masser af donationer – knap så mange byt

Men holdene har også været mødt af udfordringer. At bytte sig frem til en masse værdi med kun en nøglering viste sig nemlig at være lidt sværere end forventet.

”Det sværeste var at få folk til at bytte,” siger Hans Christian, og Marie supplerer: 

”Det var svært at få hævet værdien på det, man havde, og samtidig finde ting, der kunne bruges på en auktion.”

Selvom det var svært at få folk til at bytte, endte Hans Christian og Marie alligevel med en masse fine ting. Mange af dem blev bare donationer i stedet. 

De fik byttet nøgleringen frem til et par lækre sutsko, og så fik de ellers doneret både håndlavede øreringe, en håndlavet julekugle, leggins og en uldbluse, en Lyngbyvase, en urtecreme, et dekorativt skilt og et gavekort til din tøjmand i Svendborg. 

I videoen nedenfor kan du høre, hvordan det gik Jeppe og Peter og deres byttedrømme om dyre biler.

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.