Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
”Vi skal være en ’vi-forening’”

Med udgangen af august måned forlod Mette Bryde Lind direktørstolen i Scleroseforeningen, og hendes efterfølger, Klaus Høm, trådte ind på Mosedalvej. Han har i skrivende stund været her i 14 dage og har brugt meget af tiden på at rejse landet rundt for at deltage i dialogmøder med lokalafdelinger, foreningens næstformand og vicedirektør

Allerede inden Scleroseforeningens nye direktør, Klaus Høm, havde haft sin første arbejdsdag, var møderne indkaldt. 45 minutter en-til-en med hver eneste ansat i sekretariatet på Mosedalvej. Klaus Høm ville lære sine nye medarbejdere at kende og høre om deres arbejdsopgaver. 
 
Som den nok eneste havde jeg forlænget mit møde med yderligere 45 minutter. Her skulle det første interview siden hans tiltrædelse i hus. 
 
I de første 45 minutter, mens det var ham, der stillede spørgsmålene, og mig der forventedes at levere svarene, sad han roligt i stolen på den anden side af det store mødebord på hans kontor. Men da de 45 minutter var gået ændrede spillet sig. 
 
Og manden, der før havde siddet roligt, var nu oppe at vandre rundt igen og igen. En enkelt gang gik han også ud efter kaffe og vendte tilbage, efter hvad der føltes som op mod ti minutter.
 

”Jeg er ikke typen, der tror, jeg ved det hele med det samme”

På sin vis var det også en unfair situation at placere ham i.
 
Allerede da han stod overfor samtlige af foreningens ansatte på årets faglige dage, lige inden han formelt tiltrådte som direktør, sagde han  - og dette er frit efter hukommelsen:
 
”Jeg er ikke typen, der kommer anstigende og tror, at jeg ved det hele med det samme. Selv når jeg har siddet i direktørstolen i tre måneder, vil I opleve mig som en chef, der er interesseret i og læner mig op ad jeres inputs. Det vil være en lang proces for mig at sætte mig ind i alt det nye.”
 
Så på sin vis var det unfair.
 
At lægge ud med at sige:
 
”Jeg ved godt, at du sagde på vores faglige dage, at du ikke var typen, der kom væltende ind ad døren og troede, at du vidste alt efter tre måneder. Men i dag har du været her i præcis 14 dage, og nu er jeg nødt til at spørge: ”Hvad er dit indtryk af foreningen? Hvad er vores styrker? Hvad er vores svagheder?”
 
Og så kom den afslappet siddende direktør op af stolen for at vandre rundt. Op mod fem gange cirkulerede han rundt i kontoret. 
 
Indtaget af Gajol’er steg også kraftigt. 
 

Et fælles ”vi”

Jeg tolkede den meget gåen rundt som ubehag, fordi jeg tvang svar ud af ham, som han ikke helt havde lyst til at give endnu. 
 
Men ikke kun det.
 
Jeg så det også som et udtryk for et allerede stort engagement i foreningen. En begejstring og gejst for projekt ”Scleroseforeningen”.
 
Så svaret, på hvad vores udfordring er, blev leveret med overbevisning – efter at han var sprunget op af stolen:
 
”Vi skal have et fælles ’vi’ imellem lokalafdelinger, frivillige, mennesker med sclerose og sekretariatet. Og et fællesskab. Vores legitimitet ligger i at være en medlemsforening. Vi skal være en ’vi-forening’ og det betyder blandt andet, at alle som ønsker at være en del af foreningen, som medlem, frivillig, bidragsyder eller medarbejder, skal kunne se sig selv i foreningen”
 

En overpræsterende forening

Så var han nede at sidde igen. I et stykke tid. Men så vendte jeg tilbage til det med vores styrker. Og så kom han op at stå igen:
 
”Vi overpræsterer i virkeligheden. Der er 12-14.000 patienter med sclerose. 10.000 er medlemmer hos os. På den måde er vi en lille patientgruppe og en lille patientforening. Men vi har næsten 60.000 medlemmer og så meget pondus, kredit og respekt rundt omkring. Undersøgelser viser, at vi er blandt de tre til fire bedst kendte patientforeninger i Danmark.  Vores troværdighed er tårnhøj. Vi skal værne om og beskytte den troværdighed. Vi skal være skarpe og kritiske, når det er tiltrængt, men vi skal også altid være velovervejede, konstruktive og løsningsorienterede. Vi opnår ikke noget ved kun at være kendt for at stå på sidelinien og råbe.”
 
Lidt efter var han oppe at stå igen, da han kædede udfordring og styrke sammen. Hans tonefald var overbevisende og indtrængende:
 
”Vi skal klare vores kriser og konflikter internt. Hvis vi udstiller vores interne ballade i ugeaviserne rundt omkring i landet, så skader vi det fælles ’vi’. Folk skal ikke have mundkurv på, men vi skal alle have en følelse af, at ’det her er min forening og uanset eventuelle uenigheder, så er vi aldrig uenige om vores fælles formål’.”
 

BOKS: Klaus Høm privat

- 47 år gammel
- Uddannet jurist og har en tillægsuddannelse som master i offentlig ledelse.
- Gift med Kirsten, som er journalist på Politiken
- Sammen har de tre børn, som er fra 5 til 17 år gamle, og de bor alle i Valby
- Fritid er der ikke meget af, når jobbet er passet og børnene er hentet og fragtet til diverse fritidsinteresser. 
- Han spiller dog fodbold i ny og næ, men efter eget udsagn er det ’så sjældent, at de andre på holdet giver hånd og præsenterer sig, når jeg endelig dukker op…’
 
 
 
 

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy