Gå til hovedindhold

”På en måde føler jeg, at jeg har ført folk bag lyset…”

9. oktober 2017
Kort fortalt

Der gik under tre måneder, før Trine var presset til at bryde sin hemmelighed om sclerose på arbejdspladserne. Men selvom åbenheden var en lettelse, er sygdommen ikke én, hun fremover vil dele ved jobansættelser eller i prøveperioder.

Thumbnail

”Jeg tog faktisk snakken med min tidligere chef, da mit vikariat var ved at være slut. Jeg ville gerne vide, hvad hun tænkte om, at jeg havde holdt sclerosen skjult ved ansættelsen og i noget af min prøveperiode. Hun fortalte mig, at hun foretrak ærligheden,” fortæller Trine og fortsætter:

”Men så tyggede hun på det og sagde så, at hun godt kunne forstå det valg, jeg havde taget, om at holde det skjult i begyndelsen. Hun havde nemlig selv stået i en lignende situation, hvor hun blev fravalgt.”

Samtalen fandt sted et år efter, at Trine havde fået diagnosen sclerose. En sygdom, som pludselig skulle integreres i de tanker, der kredsede om dét at finde et job.

Og det var hun sikker på, at sygdommen ville sætte en stopper for. Sclerose var derfor ikke et ord, der blev nævnt, da Trine søgte – og fik tilbudt jobbet.

For og imod, undskyldning på undskyldning

Det har været svært. Det udtrykker Trine, når hun beskriver de mange gange, hun har måtte opveje fordele og ulemper og finde på løgne, der kunne dække over sygdomshemmeligheden.

”På en måde føler jeg, at jeg har ført folk bag lyset, og det har jeg det ret skidt med. Men samtidig har jeg det sådan, at jeg jo bare vil have, at de dømmer mig ud fra, hvad jeg kan, og ikke ud fra det faktum, at jeg har sclerose,” forklarer Trine.

Derfor var det først, da Trines prøveperiode på tre måneder var slut, at hun fik fortalt dem den hemmelighed, som hun bar rundt på, når hun var på arbejde. Og så startede det hele forfra, da hun fik tilbudt et nyt vikariat.

Konsekvenserne af en hemmelighed

Helt problemfrit var det ikke, da Trine startede på det nye vikariat med en sygdom i tasken, som hverken ledelse eller kollegaer vidste noget om.

”Da jeg startede i det vikariat, hvor jeg stadig er nu, var der mange af mine kollegaer, der ansøgte mig på Facebook. Hvis jeg blev venner med dem, ville det betyde, at jeg ikke kunne dele noget på min profil, der kunne indikere, at jeg har sclerose,” fortæller Trine.

Derfor fandt hun på undskyldninger. Først at hun ikke havde set deres anmodninger, og når der blev rykket for svar, sagde hun, at hun havde glemt at kigge på det. Men det var ikke alt, hun måtte lyve om eller lade forblive tavst.

”Det var ret svært, at jeg ikke kunne dele de der hverdagsglæder eller problemer, som har noget med sclerose at gøre. Og så var der mange samtaler blandt mine kollegaer, som jeg ikke rigtig kunne være med i, uden at jeg måtte opdigte løgne for at kunne svare. Derfor følte jeg mig aldrig helt som en del af personalegruppen, fordi jeg ikke kunne være helt mig selv,” uddyber hun.

Og så var der dét problem, der fik Trine til at bryde hemmeligheden efter godt tre måneder i hendes nuværende vikariat.

Og så fik hun sagt det

”Det gik hurtigt op for mig, at arbejdet indeholder rimelig mange gåture med borgerne. Dem gik jeg glædeligt med på, men jeg kunne mærke, at det gav mig smerter i benet, og sommetider begyndte jeg at halte lidt,” forklarer Trine.

I starten begrundede hun det haltende ben med en gammel knæskade, når borgere og kollegaer spurgte ind til det. Men smerterne i benet gjorde, at hun begyndte at trække sig, når der var nogle af de ansatte, der skulle melde sig til at gå ture eller lave andre aktive beskæftigelser med borgerne.

”Jeg blev indkaldt til en trivselssamtale en uge før, at min prøveperiode sluttede, og det var så her, jeg valgte at fortælle om min sygdom,” forklarer Trine.

”Jeg var rimelig nervøs for, om jeg kunne risikere at blive fyret, fordi jeg ikke havde fortalt dem det inden ansættelsen, og det gjorde mig så frustreret og gal på sygdommen,” uddyber hun.

Det vil forblive hemmeligt

Bekymringerne var overflødige. Trines afdelingschef tog det pænt og mente ikke, at der var grund til at ændre på noget. Men åbenheden gav Trine de fordele, som hun havde brug for, når hun var på arbejde.

”Jeg fik lov at bruge min dropfodssimulator, så jeg ikke får de samme smerter, når jeg går, og så har jeg faktisk ikke hørt noget fra min chef, siden jeg fortalte det. Det er virkelig rart, at jeg kan være åben omkring det. Men jeg bryder mig stadig ikke om, at det på en måde bliver en byrde for mine kollegaer, hvis de føler, at de skal tage hensyn til mig på grund af sclerose,” forklarer Trine.

Så hun er ikke i tvivl, når hun i fremtiden skal søge job igen.

”Jeg vil stadig holde sclerosen hemmelig ved jobsøgning, og når jeg bliver ansat. Jeg vil virkelig gerne finde et fast arbejde, og jeg er ret sikker på, at jeg vil blive valgt fra, hvis jeg fortæller dem om det,” forklarer hun.

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.