Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
”Jeg er ikke typen, der siger nej til en udfordring…”

Livet har på sin vis ikke ændret sig meget for Kristian Arrild Hansen, siden han fik diagnosen sclerose for knap 10 år siden. Og så alligevel. Han hælder dog selv til, at det mere er alderen, end diagnosen sclerose, der trykker.

”Jeg vil ikke leve et vildt liv, hvor man kan det hele på den halve tid og sover for lidt og den slags, som jeg gjorde, da jeg var yngre. Jeg drikker heller ikke ret meget alkohol, og passer generelt på mig selv. Tidligere arbejdede jeg som annoncesælger, hvilket var meget stressende. Efter min diagnose måtte jeg stoppe op og tænke: ’Er det her smart, når jeg også skal tænke på mit helbred?’ Og så fandt jeg et andet arbejde.”
 
Ovenstående er den del af livet, hvor Kristian Arrild Hansen tænker over sin sclerose og passer på sig selv. 
 
Og så er der den anden del. 
 
Den del, hvor han i maj måned deltog i kampagnen ”Vi cykler på arbejde” og hurtigt rundede 708 kilometer på den tohjulede. På 12 dage. Cykelturene til og fra arbejde var opvarmningen til juli måneds deltagelse i ”La Marmotte”, der kaldes verdens hårdeste cykelløb for amatører. Det er et endags cykelløb, hvor rytterne, når dagen er omme, har passeret toppen af fire legendariske bjerge – heriblandt Alpe d’Huez – fordelt på 176 kilometer. Omkring 40 procent af deltagerne i La Marmotte 2015 måtte give op og kunne ikke gennemføre de 176 kilometer. 
 
Men Kristian Arrild Hansen var ikke en af dem. 

En kombination af træning og medicin

Kristian Arrild Hansen fik diagnosen sclerose i forbindelse med et attak for næsten ti år siden. Han fik Avonex, indtil han fik et attak igen i 2012 og derefter hurtigt røg over på Tysabri. 
 
”Attakket ramte primært min højre hånd. Jeg kunne ikke gribe om noget eller tage fat om ting. Min hånd var halvt lukket og kunne ikke åbnes ordentligt. Jeg besluttede mig for, at det skulle simpelthen trænes op igen. Jeg ville kunne knappe en skjorte og den slags ting, som man normalt gør helt rutinemæssigt. Jeg tror, at det var en kombination af min nye medicin, et ophold på Montebello og træning, der gjorde forskellen. Jeg er nok ret stædig. Selv mens jeg var ramt af problemerne med hånden, ville jeg cykle. Det skulle ikke være nogen hindring,” fortæller han og indrømmer dog, at tempoet på cyklen nok blev sat lidt ned i den periode. 
 
”Det er jo trods alt højre hånd, man bruger mest til at bremse og skifte gear, når man cykler,” som han tørt konstaterer, inden han fortsætter med at fortælle: 
 
”Jeg skal ikke lade mig styre af diagnosen. Men jeg skal acceptere den og acceptere, at det er sådan mit helbred er nu. Livet skal leves – men på de vilkår, der nu engang er”. 

”Måske kan jeg overhale ham på scooteren”

Samtidig er Kristian Arrild Hansen med sine egne ord ”ikke typen, der siger nej til en udfordring”. Så han cykler raskt af sted til arbejde, så snart vejret er til det – godt 50 km. tur/retur. Hvis han ser en scooter på vejen, sker der et eller andet inde i ham. 
 
” ’Måske kan jeg overhale ham på scooteren og holde ham bagved mig,’ tænker jeg altid. ’Han kører kun 30 km i timen…’ Det er sjovt at køre fra en scooter, der allerede kører i højeste gear og har speederen i bund og ikke KAN køre stærkere,” forklarer han.
 
Og da han sammen med en flok kammerater tog til Alperne og Pyrenæerne for at cykle for nogle år siden, opdagede han, at han godt kunne køre fra nogle af sine kammerater på vej op ad bjergene. Hvorfor skulle han så ikke kunne klare at deltage i La Marmotte, da gruppen af kammerater begyndte at tale om det?

Jeg lytter til min krop

Når Kristian Arrild Hansen generelt passer på sig selv i forhold til stress, nattesøvn og så videre, har han så aldrig været bekymret for, at han kunne presse sig selv for meget på cyklen?
 
”Jeg talte sevlfølgelig med min neurolog om, hvad jeg skulle være opmærksom på, før jeg tog afsted til La Marmotte. Han sagde, at jeg ikke kunne gøre sygdommen værre, selvom jeg måske fik noget flimmer for øjnene eller andet, der kunne være et sclerosesymptom. Det valgte jeg at stole på. Og så har jeg altid dyrket sport, og jeg mener, at det er vigtigt med motion. Men man skal selvfølgelig passe på, at man ikke overanstrenger sig. Jeg lytter til min krop, og samtidig føler jeg, at jeg kender den så godt, jeg ved, hvad den kan holde til,” forklarer han. 
 
Kristian Arrild Hansen gennemførte da også løbet.
 
”Der var over 40 grader varmt i år, men det var først på det sidste bjerg, at jeg rigtigt mærkede varmen. Og jeg tror faktisk ikke, at det var min sclerose, jeg kunne mærke, for jeg mødte flere danskere, som ikke kunne fortsætte. Men når jeg var ved at være presset, holdt jeg en pause, fik noget mad og noget at drikke, og så fortsatte jeg. I alt var der lidt over 40 % af deltagerne i år, der ikke gennemførte…”

At sætte sig et mål og nå det

Han har allerede besluttet sig for, at han næste år vil deltage i La Marmotte for tredje gang. 
 
”Hvis jeg kan mærke, at der sker en negativ udvikling i mit helbred, så vil jeg overveje, om det er smart at udsætte mig selv for løbet. Men ellers er det vigtigt for mig at vide, at jeg stadig kan udfordre og presse mig selv. Diagnosen kan være et hårdt slag. Derfor synes jeg, at det er en fed fornemmelse stadig at kunne sætte sig et mål og nå det.”
 

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy