Gå til hovedindhold

Foto fra Egeskov Slot

“Scleroseforeningens lokalafdeling i Nordvestsjælland havde en rigtig dejlig familietur og høstudflugt til Egeskov Slot lørdag d. 14 september. Bussen kørte fra Svinninge Station med den meget servicemindede chauffør og ca. 25 deltagere. Inden Egeskov Slot på Fyn gjorde vi holdt ved Majorgården Kro, hvor vi fik en god, fynsk frokost. Derefter gik turen til Egeskov Slot, som er berømt for sin store samling af veteranbiler, knallerter og fly, et stort legetøjsmuseum og den utrolig flotte park med mange blomster – bl.a. 1538 sorter af fuchsia, rosenhave, urtehave - og hele 4 labyrinter, hvoraf den største et tegnet af Piet Hein. Den ældste labyrint er dog blevet lukket for offentligheden, idet det siges, at nogle turister var blevet chikaneret af spøgelser !I parken er endvidere en Tree Top Walking med en længde på 100 meter og i en højde på 15 meter.Selve slottet fra 1405 som i lange perioder har tilhørt Ahlefeldt-Laurvig-Bille familien, var absolut et besøg værd med de store sale og mange værelser. Her fandtes bl.a verdens største dukkehus, som det tog 15 år at bygge, samt en kopi af en paradeuniform, identisk med den, slottets bygherrer bar i 1500 tallet; den vejer 35 kilo og er besat med bladguld. På loftet ligger en dukke mellem bjælkerne, og det fortælles, at den ikke må flyttes ! Hvis det sker, synker slottet i voldgraven julenat... På Cafe Jomfru Rigborg fik vi kaffe og kage, og børnene fik is og sodavand. Efter en dejlig dag med frugt og snitter i bussen, gik turen atter tilbage til Svinninge. Alle var vi enige om, at det havde været en dejlig dag, og vi glæder os til Lokalafdelingens næste arrangement.”