Gå til hovedindhold

Rap om kap

        

Rappe ænder kappes om at fordele gode gevinster

Af Knud Erik Aagaard, frivillig i Scleroseforeningen

Det bliver stort, når 3000 små gule ænder lørdag den 8. juni klokken 12.30 hopper i Storåen for at sikre midler til arbejdet i Scleroseforeningens Lokalafdeling for Nordvestjylland og det humanitære arbejde i Lions Holstebro. Aldrig har så mange virksomheder skænket gevinster til Rap om Kap, og aldrig har så mange frivillige tilbudt deres assistance i den gode sags tjeneste, fortæller formanden for Scleroseforeningens Lokalafdeling for Nordvestjylland, Anita Zacho og Arne Sørensen fra Lions samstemmende.

Der er mange mennesker, der ikke selv har mulighed for at skaffe midler til socialt samvær, gode oplevelser og opmuntring i hverdagen, og det skaber derfor stor glæde, når det årlige overskud fra Rap om Kap fordeles til lokale formål.

Det traditionsrige arrangement løber af stabelen i Holstebro den 8. juni fra klokken 12.30, hvor de 3000 små, gule, nummererede ænder søsættes i Storåen ved Samaritterhuset ved Sveavej. De sætter straks kurs mod Færchtorvet for 10 – 15 minutter efter start at nå målet ved Storebro, hvor de indfanges.

Rap om Kap er hvert år et tilløbsstykke, der følges af mange interesserede, og er man blandt de mange, der har købt et eller flere ANDelsbeviser, kan man straks få oplyst, om man er vinder af en af de 31 flotte præmier. 1. præmie – Gislev Rejser (rejsegavekort fra Scleroseforeningen) – værdi 5.000 kroner

Hvis man ikke kan være til stede, kan man læse i Holstebro Onsdag den 12. juni 2013, om man er blandt de heldige vindere. Vindernumrene offentliggøres også på Lions hjemmeside www.holstebro.lions.dk og http://scleroseforeningen.dk/lokalafdeling/nordvestjylland   

ANDelsbeviserne sælges af frivillige fra Scleroseforeningen og Lions indtil 10 minutter før ænderne sættes i vandet, og der er derefter mulighed for at følge det store anderæs fra start til mål.

Scleroseforeningens Lokalafdeling og Lions Holstebro håber meget, at rigtig mange vil støtte det gode formål, hvor overskuddet går ubeskåret til Scleroseforeningens arbejde og Lions humanitære arbejde lokalt.

Antallet af mennesker med sclerose stiger foruroligende, og det skønnes, at der nu er 12.500 danskere, der lever med den alvorlige kroniske sygdom. Heraf anses andelen af børn under 16 år at udgøre mellem 2,7 og fem procent, hvilket understreger behovet for støtte til de familier, der bliver ramt. På samme måde er der brug for, at Lions får tilført midler til humanitært arbejde.

Man kan se flere billeder, hvis man klikker på billedet herunder.