Gå til hovedindhold

Kosten blev en udvej - Kasper Vestergaard Jensen

For fire år siden fik Kasper Vestergaard Jensen sclerose. Samtidig traf han og hans kæreste et valg: Farvel til bøffer, flødesovs, fuldfede oste, hvidt brød med tandsmør og kager fyldt med sukker – og på med løbeskoene! Nu har de samlet deres erfaringer i en indbydende og tankevækkende kogebog

I deres bog – »MS, kost og livsstil« med undertitlen »Inspirerende hverdagsretter til mennesker med sclerose og alle andre« – fortæller det unge par, hvordan de nye kostvaner
sendte velvære og livskvalitet i vejret, men også hvordan hjælpeløshed og angst blev forvandlet til handlekraft og glæde, da de besluttede sig for at gøre noget i stedet for at give op over for sygdommen.

Kaos

Kasper var bare 19 år gammel og lige flyttet til Herning sammen med Lisbet Daugaard, hans barndomskæreste fra Kerteminde, da han lige pludselig fik voldsomt nedsat syn på
det ene øje. Synsnervebetændelse lød øjenlægens dom, og Kasper blev indlagt på Hostebro Sygehus til videre undersøgelser.

Begge husker de indlæggelsen og ventetiden, frem til de fik den endelige diagnose, som ét stort kaos:

»Vi var unge, vi var lige flyttet hjemmefra og lige begyndt på vores uddannelser i Herning. Vi havde ikke nogen bil – ikke engang penge til toget, så jeg kunne tage fra Herning
til Holstebro for at besøge Kasper på sygehuset,« husker Lisbet:

»Vi boede 200 km væk fra vores familie og venner. Vi anede ikke, hvad der nu skulle ske, og hvad vi skulle gøre. Vi følte os ret alene«. »Det var også derfor, vi begyndte på det med kosten,« forklarer Kasper: »Det var det eneste sted, hvor vi kunne gøre noget selv.«

Fra Kaspers sygdom til fælles kamp

I bogens første kapitel beskriver Lisbet da også, hvordan det at gøre noget i sig selv var forløsende og blev en vej ud af de ruiner, sygdommen syntes at have lagt tilværelsen i:

»Jeg tror den vigtigste grund til, at vi kom så hurtigt igennem den første svære tid, er, at vi fik vendt vores fokus fra Kaspers sygdom til en ny, sund livsstil for os begge. Det var her alle vores frustrationer, vores hjælpeløshed og angst over sygdommen blev omdannet til handlekraft og glæde over, at vi selv kan gøre noget i stedet for bare at lade sygdommen tage over.«

Faktisk var behovet for at gøre noget så stærkt, at det unge par allerede gik i gang med at omlægge kosten, inden Kaspers diagnose var endeligt bekræftet. Kasper fortæller:

»Vi startede faktisk, før jeg havde fået diagnosen. Vi kunne lige så godt bare gå i gang, om jeg så havde sygdommen eller ej, så var der jo ingen skade sket.« »På den måde blev det til vores kamp i stedet for Kaspers sygdom,« siger Lisbet, der ikke tøvede med også at omlægge sin kost og følge trop for at bakke Kasper op.

Bidt af det

Det hele startede med en MS-sygeplejerske, der under et af Kaspers besøg på sygehuset stak ham en lille bog om sund kost til mennesker med sclerose (red: »Sund mad ved sclerose« af læge Gunda R. Jensen). Den slugte han i én mundfuld. Og så gik den vilde jagt ellers ind på mere viden om kostens betydning:

»Vi læste en helt masse, søgte helt vildt på nettet, og så sprang vi ellers bare ud i det,« fortæller han. »Egentlig var det meningen, at vi ville tage det sådan lidt efter lidt, for det var jo ikke en kur, der bare skulle følges nogle måneder, men en omlægning af kosten, der gerne skulle vare hele livet«, tilføjer Lisbet:

»Men så blev vi fuldstændigt grebet af det. I forvejen var det at lave mad da også noget af det, vi havde sammen, og et fælles holdepunkt for os,« forklarer hun og suppleres af
Kasper: »Det her var bare en grund til at blive endnu gladere for at lave mad, fordi der var så mange nye, spændende ting at lære i det.«

Hyldest til hverdagen

Det er ikke uden grund, at bogen bærer undertitlen: »Inspirerende hverdagsretter«, for bogens fokus er hverdagen: »Tanken med den her kogebog har hele tiden været, at det skulle være en kogebog med inspiration til hverdagsmad, der er lige til at gå til, og som alle kan finde ud af at lave,« siger Kasper.

»Det er hverdagen, det gælder om at få til at fungere, hvis man skal have succes med at omlægge kosten. Derfor lægger vi også meget op til, at man hver især lytter til sig selv og skærer ned, hvor man kan, og så meget man nu kan. Man skal have det godt med det, og det har man ikke, hvis man hele tiden render rundt og savner en masse ting,« siger Lisbet.

Når først man har fået de nye vaner til at fungere i sin hverdag, lader belønningen til gengæld ikke vente længe på sig ifølge parret, der nævner »meget mere energi« og en »meget bedre søvn« som et par af de kontante fordele, de selv har opnået ved at omlægge kosten.

Senest opdateret: d. 10 oktober 2012//kostr%C3%A5dKost

Følg de otte kostråd. Sørg for at du ikke mangler vitamin D. Vær opmærksom på mangel på vitamin B12 . Læs mere om kost og sclerose her.

Blå