Yderligere undersøgelser ved synsnervebetændelse
d. 22 november 2009

Jeg fik ved øjenlægen, i august 2008, konstateret at jeg havde "let synsnervebetændelse". Symptomerne var smerter ved øjenbevægelser, ude af stand til at se farver, tåget syn og synsnedsættelse på højre øje.

Nu har jeg ikke længere smerter ved øjenbevægelser og normalt farvesyn, derudover var mit syn også tilbage på 100 %, ved sidste kontrol. Alligevel har jeg stadig problemer med at læse; jeg ser tåget/mælkehvidt skær, sort tekst er grålig og uskarpt - alt dette er nogen gange værre end andre.

Jeg går stadig til kontrol ved øjenlægen som siger at det at blive undersøgt yderligere, er et "temperament-spørgsmål" og han vil ikke anbefale det . Han siger, at "man jo ikke kan screene sig ud af alting".

Jeg var umiddelbart enig, men er nu i tvivl, om hvorvidt jeg bør få det nærmere undersøgt. Jeg har tidligere (2-3 gange) haft de samme symptomer - i lettere grad - men har ikke søgt læge for det.

Hvad er din vurdering/mening?

Selv om selve synsstyrken er indenfor normalområdet, kan der godt være nedsat synsfunktion, hvilket du jo også har bemærket.

Med en  nærmere udredning, går jeg du fra at du mener udredning for, om den isolerede synsnervebetændelse er et forstadie til sclerose.

En risikovurdering vil indbefatte Magnetisk resonans (MR) scaninng af synsbanerne, der går fra øjet til synscentret i baghovedet , hvorfor hele hjernen medscannes. Desuden rygvæskeprøve for at se efter betændelse og grad heraf, og som regel også nerveledningshastighed, såkaldte evokerede potentialer.

Disse undersøgelser vil en neurolog, som ej at forglemme også skal undersøge patienten, kunne bestille og henholdvis udføre. I særlige tilfælde vil patienter med høj risiko for at udvikle multipel sclerose kunne tilbydes interferonbehandling, og det kunne være et argument for nøjere udredning.

Du kan eventuelt blive henvist til neurolog via egen læge.

Skrevet d. 22 november 2009