Vurdering af arbejdsevne
d. 20 marts 2014

Jeg har haft sklerose i 20 år, og har først inden for de sidste 5 år haft rigtige gener af det. Jeg fik tildelt et fleksjob pr. 1. januar 2009, i det samme job jeg havde inden, og har i 3 år fungeret fint i det job. Efter de første 3 år begyndte jeg at lave småfejl på jobbet og blev flyttet til et andet job inden for samme område. Nu har jeg så åbenbart lavet nogle flere fejl, og min arbejdsplads vil holde et møde med kommunen omkring min erhvervsevne. Jeg er rigtigt bange for, at de vil flyttet mig til et - for mig - intetsigende job - eller fyre mig, hvis de ikke kan - som de selv siger - beskæftige mig. Jeg er nervøs for, at jeg er begyndt at få kognitive problemer som at huske, og jeg bliver helt skør i hovedet til møder, hvis mine kolleger taler i munden på hinanden. Min læge har henvist mig til det ambulatorium, hvor jeg går normalt, for at få udredt hvad mine problemer jobmæssigt kan betyde. Men jeg kan først få en tid på ambulatoriet i april/maj. Vi skal holde møde med kommunen i morgen. Er der nogle ting I kan foreslå, jeg selv kan tage fat i?

Jeg vil anbefale dig, at du tager en person med dig. En, som du har tillid.

Du skriver "nu har jeg åbenbart lavet nogle flere fejl". Det forstår jeg sådan, at du ikke i forbindelse med fejl er blevet direkte konfronteret med fejl/mangler, jeg vil derfor anbefale dig at bede om oplysning om, hvilke fejl, hvem, der har opdaget fejlene og hvorfor der ikke er blevet talt med dig i denne forbindelse. Så synes jeg, at du skal notere ned, hvilke arbejdsopgaver, som du er glad for og som du også selv mener, at du løser. Du behøver ikke beslutte dig for noget ved mødet, husk at få et skriftligt referat. Overenskomstmæssigt har du også nogle rettigheder, men det går jeg ud fra, at du er vejledt om direkte fra den faglige organisation.

Herudover tænker jeg, at en neuropsykologisk vurdering kunne være godt for dig, så du også selv kan få vejledning i dine problemer og evt. også kan få hjælp ad den vej. Det går jeg ud fra, at du kan blive henvist til fra det ambulatorium, hvor du går til kontrol. Du skriver, at du først kan få en aftale april/maj 2014, men måske skulle du kontakte direkte og spørge om dine muligheder for at få en aftale med neuropsykologen. Ikke fordi jeg som sådan tror, at du kan få tid straks, men måske kunne det hjælpe, hvis neurologen kender årsagen til din aftale.

Jeg håber for dig, at mødet kommer til at foregå på en god måde.
 

Skrevet d. 20 marts 2014