Gå til hovedindhold

Vurdering af ændringer

Spørgsmål

Jeg er igang med en bolig sag med kommunen, og får en meget god og fair behandling. Mit problem er at jeg ikke er i stand til at bedømme, hvorvidt den løsning de foreslår, er den optimale løsning.

Det drejer sig om badeværelset, som er 4 m langt og 1,7 m bredt. De vil fjerne alle vægge og udvide bredden med 30 cm - derefter placere vask og toilet i hver sin ende af rummet, og bad i midten. Er denne løsning den bedste?

Jeg forestiller mig at du, for at kunne svare bedst muligt, skal bruge en række oplysninger, så her er hvad jeg kan fortælle om min situation og mit hus:

Jeg har ikke fået udarbejdet en Aktivitets- og funktionsanalyse af mig og mit sygdomsforløb. Kort fortalt, så arbejder jeg i fleksjob på ½ tid, og har haft handicapbus i ¾ år. Når jeg er udenfor husets fire vægge så benytter jeg manuel kørestol. Jeg er i den sekundære progressive fase af sclerose, og det går ned ad bakke – jeg forventer at miste min førlighed indenfor overskuelig fremtid.

Huset er bygget på en skrånende grund, og delt i 2 forskudte plan, hvor øverste plan består af køkken/alrum samt værelses-afdeling og bad/toilet. Nederste plan består af opholdsstue og soveværelse med bad/toilet.

Min boligsag har indtil videre udmøntet sig i to besøg af to ergoterapeuter, hvor de under det første besøg inspicerede huset og tog nogle mål. Endvidere talte vi om mine eventuelle ønsker vedrørende ombygning. Under andet besøg fremlagde de deres plan for boligindretning, som består af nedenstående:

1) Ved indgangsdøren lægges et fliseareal stort nok til min bus.

2) Det laves sådan at der bliver forhøjning op til hoveddøren.

3) Badeværelset i nederste plan udvides med 30 cm i bredden således at rummet får dimensionen 400 x 200.

4) Alle mure i badeværelset nedrives samtidig, således at det bliver til et stort rum.

5) Vask og toilet placeres i hver sin ende af lokalet og bad installeres i midten af rummet.

6) Døren fra opholdsstue til toilet/bad flyttes 75-100 cm, for at give plads til lift nedenfor trappen.

7) Platformslift monteres på væggen ned ad trappen.

Kommunen har et samarbejde med en arkitekt, som herefter vil komme og se nærmere på boligen. Jeg vil gå ud fra at arkitekten så kommer med nogle tegninger på forandringerne.

Årsagen til at jeg skriver og spørger her, er at jeg godt kan lide at være på forkant – og min viden omkring badeværelsesindretning og handicapvenlig indretning generelt er ikke stor.

Så derfor: Er det normalt at have vask i den ene ende og toilet i den anden, og bad i midten af rummet, og er det den mest hensigtsmæssige indretning?

Svar

Til dine oplysninger vedrørende planer for boligindretning har vi følgende kommentarer:

Ad 1. Flisearealets udstrækning skal også dække pladsen til ind- og udstigning i handicapbussen, altså mindst 1,5 x 1,5 m til lad + mindst 1,5 x 1,5 m til manøvreplads for kørestol.

Ad 2. Der skal være niveaufri adgang, bundstykket/dørtrinnet må altså være max. 2,5 cm højt, - et forsænket bundstykke anbefales. Der skal være et vandret areal foran hoveddøren på mindst 1,5 x 1,5 m, målt fra dørens hængselsside.  Det anbefales, at der lægges en gitterrist foran døren. Risten skal være nedfældet i niveau med belægningen.

Ad 3, 4, 5 (og 6). Hvis toilet/badeværelse udvides med 0,3 m i bredden, og eksisterende vægge nedrives, så det fremtidige rum bliver ca. 2,0 x 4,0 m, vil vi foreslå, at gennemgangen fra opholdsstue til soveværelse forbliver i sin eksisterende placering, og at håndvask, som nu, placeres på væggen mod det andet toilet/bad. WC forbliver i sin nuværende position, og brusepladsen forbliver ligeledes i sin nuværende position.

Der opnås herved et areal foran håndvask med plads til at manøvrere i kørestol, (min Ø 1,50 m), en fri passage foran wc på 1,20 – 1,30 m, fri plads på begge sider af wc og et bruseområde med plads til manøvrering og eventuel brusebadestol. Det anbefales at afgrænse brusearealet med en afløbsrende.

Ad (6) og 7. I stedet for den beskrevne trappelift med lad, vil vi, både for at begrænse ombygningsarbejderne i toilet/bad samt for at beholde den gode direkte gennemgang og friholde trappen for anden trafik, foreslå at den eksisterende trappe fjernes, og at der i trappeskakten opstilles en løfteplatform. En let trappe, til erstatning for den nedtagne, opstilles med adgang gennem brystningsmuren.

Ovennævnte ydelse ligger ud over hvad der normalt ydes via Scleroseforeningens Rådgivningsanel. Hvis du får behov for yderligere ydelser, bør vi udarbejde en aftale vedrørende honorering.