Vitaminer og graviditet
d. 22 november 2009

Hvilket mærke D-vitamin samt hvilken mulitvitamin, kan man spise under graviditeten?

Når man bliver gravid, er det vigtigt at spise sundt. Det er vigtigt at spise varieret, så man både får kød, grøntsager, frugt og brød. Det er godt at spise fisk en gang om ugen (dog ikke rovfisk som tun, gedde, aborre, helleflynder). Man må ikke gå på slankekur, når man er gravid, så man må ikke spise meget magert og fedtfattigt. Omvendt skal man også holde en balance, så man ikke overspiser fedt og sukker.   Det kan være en fordel at spise så økologisk som muligt, da man herved, formentlig, undgår en del hormonforstyrrende stoffer, som muligvis kan virke forstyrrende på et fosters udvikling. Kort sagt - en sund kost.   Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle gravide får:   Folinsyre (400 microgram dagligt) fra man planlægger at prøve at blive gravid.   Jern (40-50 mg dagligt) fra 10. graviditetsuge.   D-vitamin (10 microgram dagligt, hvad der normalt er i en multivitamin-tablet) fra starten af graviditeten.   Hvis man er bevidst om sin kost og spiser varieret og sundt, behøver man ikke andre kosttilskud eller vitaminer. Man kan tage en multivitamintablet, hvis man har lyst. Mærket af vitaminer man kan tage under graviditeten er ligegyldigt. Dog vil jeg fraråde at vælge multivitaminer der er beregnet til børn, ældre og heller ikke multivitaminer tilsat noget ekstra i form af for eksempel ginseng. Men alle "almindelige" multivitamin-piller uden specielle sammensætninger er helt fint.   D-vitamin er nødvendigt under en graviditet. Det er vigtigt for dannelsen af barnets knogler og tænder, da det hjælper barnet med at optage kalk. Det er også vigtigt for den gravide selv, for det forebygger senere knogleskørhed. Under en graviditet anbefales det at indtage 10 mikrogram, hvilket er hvad der normalt findes i almindelige multi-vitamin-tabletter. Man kan også få D-vitamin ved at opholde sig i sollys med udækket hud (men husk solcremen!), og ved at spise for eksempel fisk, lever, æg og smør.   Men D-vitamin kan også overdoseres!! Der er grænser for hvor meget D-vitamin man må få - specielt under en graviditet. Hvis man får for meget D-vitamin under graviditeten, kan det give fosterskader som hjertemisdannelser, vækststandsning og skader på knoglerne.   Ifølge nordiske næringsstofanbefalinger er øvre grænse for daglig indtagelse af D-vitamin 50 mikrogram uden der er risiko for skader. MEN - på grund af stor variation i tolerancen fra person til person - det er dog ikke altid muligt at angive en øvre grænse, der er sikker for alle. Derfor anbefaler man specielt gravide at holde sig til de anbefalede 10 mikrogram, hvilket sædvanligvis er hvad du kan finde i en almindelig multivitamin-tablet.   Derfor vil jeg fraråde, at du tager ekstra D-vitamin under en graviditet - du får hvad du skal bruge i en multivitamin-tablet. Hvis du vil tage kalk-tilskud udover multi-vitaminen, kan du vælge et mærke uden D-vitamin.   Held og lykke.

Skrevet d. 22 november 2009