Vitamin D til børn
d. 22 november 2009

Jeg er klinisk diætist og er i øjeblikket rådgiver for en 8-årig overvægtig pige, hvor der er sclereose i familien. Målet er at pigen taber sig i vægt og vokser sig slankere. Pigen fejler ellers ingenting. Grunden til at jeg skriver til dig, er at pigens mor har spurgt mig om følgende:

"Hvor meget D-vitamin ville du anbefale, hvis vi snakkede max dosis til XX, da jeg gerne vil gøre hvad jeg kan for at beskytte hende mest mulig mod risikoen for sclerose?"

I NNA står, at den sikre maxdosis er 25 mikrogram D-vitamin - men om det forebygger sclerose ved jeg ikke, hvorfor jeg håber du kan hjælpe.

Hvis der er "noget om snakken", men at det endnu ikke er tilstrækkeligt belyst, vil jeg gerne vide det også.

Epidemiologiske undersøgelser har vist at en almindelig mulitivitamin dagligt forebygger mod sclerose.

De Nordiske Næringsstofanbefalinger fra 2004 anbefaler, at børn over 2 år får 7,5 mikrogram vitamin D pr dag. Denne dosis gælder for alle mellem 2 og 60 år. Det er meget få der får de anbefalede mængder via kosten. Denne kendsgerning gør, at tilskud af vitamin D, som vitamin D3 er en mulighed, man må have med i betragtning.

For børn er der ikke sikre data for hvordan vitamin D skal ligge udover det nævnte, heller ikke målt i blodet som 25-hydroxy-D-vitamin (25-OH-D). Dette blev oplyst på Selskabet for Ernæringsforsknings møde om D-vitamin den 17. november 2009 på KU, Life.

Man søger i de kommende år at skaffe sig denne viden, idet man er fuldt ud klar over at den er mangelfuld.

Hvis man skal vove en tolkning, så kan man anbefale en multivitamin- og mineraltablet svarende til barnets alder samt spisning af fisk, især fed fisk, som indeholder de fedtopløselige vitaminer som blandt andet vitamin D.

Skrevet d. 22 november 2009