Visitering af ydelser
d. 15 juli 2011

Jeg har to spørgsmål på vegne af min kammerat, som har sclerose i meget slem grad.

Det ene spørgsmål går på at han mangler et rullebord med en plade på, som kan drejes ind over hans seng. Hvem skal man kontakte, så han kan få sådan et?

Det andet spørgsmål drejer sig om, at hjemmehjælperne ikke vil hjælpe ham ind i hans sofa når han har gæster, selvom hjælpemidlerne er der. Kan det være rigtigt?

Med hensyn til rullebordet vil det være kommunens ergoterapeut, der skal kontaktes. Ergoterapeuten vil så vurdere muligheden for afhjælpning af behovet.

 

Hjemmehjælpsydelser skal kommunen visitere og det vil derfor være kommunens visitator, der skal høres om muligheden for forflytning til sofa. Jeg går ud fra, at din ven er stationær kørestolsbruger og derfor sidder i sin kørestol dagen igennem. Når din ven sidder i kørestolen har han, eller ved hjælp fra andre, mulighed for at komme rundt i boligen. Det vil ikke være tilfældet, hvis han sidder i sofaen.

 

Jeg ved ikke om det kunne være en af grundene til, at hjemmehjælperne ikke hjælper med forflytningen, men under alle omstændigheder skal problemet drøftes med kommunens visitator.

Skrevet d. 15 juli 2011