Virker Tysabri ikke mere
d. 20 oktober 2015

Vi har en datter som har fået sclerose, da hun var 22 år, hun er nu 26 år og får Tysabri hver måned, men det sidste halve år har hun været meget syg, ikke attak men bare syg, nu har jeg hørt af omveje, at hendes medicin måske ikke virker mere. Kan man godt se det, uden hun har haft et attak - måske i blodprøver? Lægerne vil se det an til efter jul, hvis det ikke virker, holder man så bare op, da der vel ikke er noget som er bedre?

Det er ikke sådan, at Tysabri pludselig holder op med at virke, efter man har fået det i længere tid. Man kan fra starten udvikle neutraliserende antistoffer, hvilket man tester for i en blodprøve efter tre måneders behandling. I praksis er der ikke risiko for at udvikle neutraliserende antistoffer senere i forløbet, men hvis behandlingsresponset ophører uden kendt årsag, vil man i de fleste tilfælde alligevel kontrollere dette. Den bedste måde man kan se om behandlingen fortsat har effekt, er først og fremmest at observere for attakker eller forværring i den kliniske (lægelige) undersøgelse og dernæst at se på MR kontrolskanningerne. Kommer der nye scleroseplak på MR, og optages der kontrastvæske i plaks, er det tegn på, at behandlingen ikke har tilstrækkelig effekt mod sclerosen.

I tilfælde af nye attak eller alvorlig MR forværring på Tysabri, vil man vælge, at skifte til en anden behandling. Der er derfor ingen grund til at frygte, at din datter ikke får noget behandlingstilbud, hvis Tysabri stoppes, med mindre helt særlige forhold gør sig gældende.
 

Skrevet d. 20 oktober 2015