Virker BG-12 på funktionsnedsættelse
d. 18 december 2013

Jeg læste om frigivelsen af den nye medicin i det sidste nummer af Sclerosemagasinet. Jeg søgte videre på nettet efter mere information om virkning og bivirkninger. Der stødte jeg på følgende artikel på den norske Scleroseforenings hjemmeside. Sidst i artiklen nævnes at forsøget som artiklen omhandler, ikke viste forskel på niveauet af funktionsnedsættelse i de forskellige undersøgelsesgrupper. Vil det sige, at det kun er antallet af attakker der nedsættes, men alle på trods af antallet af attakker "opnår" samme grad af funktionsnedsættelse hen over tid? Jeg har altid forstået det således, at der er en direkte sammenhæng mellem antallet af attakker og graden af funktionsnedsættelse. Jeg er lidt mystificeret.

Jeg kan godt forstå din undren, men der er en række forhold, som den artikel du henviser til vedrørende BG-12 i to daglige doser, sammenlignet med Copaxone og placebo, ikke omtaler. Mit svar bliver (desværre) nok en smule teknisk.

Studiet du henviser til kaldes CONFIRM, og i dette studie var der færre deltagere i hver gruppe end i det andet store BG-12 studie DEFINE. I CONFIRM var der ikke sikker reduktion i funktionsnedsættelsen af de tre behandlinger (henholdsvis 21% og 24% for to doser BG-12, Copaxone 7%), mens effekten på attakker var høj på BG-12 (44 og 51%) og lavere på Copaxone (29%). BG-12 studiet med større behandlingsgrupper (DEFINE) viste dog en statistisk sikker reduktion i funktionsnedsættelsen på henholdsvis 38% og 34% ved BG-12 behandling i to doser og ligeledes høj reduktion i attakker (53% og 48%).
Det kan være små forskelle i designet af de to studier og i behandlingsgrupperne, der gør at resultatet falder forskelligt ud, men specielt i CONFIRM studiet var der mange i placebogruppen, der stoppede forsøget (36%) og kombineret med de færre deltagere i behandlingsgrupperne, kan det have haft betydning.

Endelig må man sige, at der ikke er en helt entydig sammenhæng mellem attakker og sygdomsprogression, hvilket man kan se i resultaterne fra de nye studier med Teriflunomide (Aubagio) og Laquinimod, hvor attak reduktionen var relativt lav, mens reduktionen i funktionsnedsættelse var på højde med præparater, der havde højere effekt på attakker. Så helt let er det ikke altid at tolke resultaterne fra de kliniske undersøgelser.
 

Skrevet d. 18 december 2013