Vil min handicapbil indgå i konkursen
d. 25 januar 2011

Jeg har et spørgsmål ang. min handicapbil/trivselsbil.

Som mange andre er jeg kommet i klemme under finanskrisen, og er meget tæt på personlig konkurs.
Jeg har i dag en VW Caravelle fra maj 2006, som jeg betaler 1.464,- pr. mdr. til kommunen - der er ikke optaget pant i bilen.

Vil min handicapbil indgå i konkursen?

Såfremt jeg mister bilen, må eller kan jeg så gøre noget for at anskaffe en ny, her tænker jeg på leje eller leasing, og kan det lade sig gøre afgiftsfrit?

En trivselsbil er en bil, som du selv har købt, men hvor kommunen har givet dig tilskud i form af et rentefrit lån.
Jeg går ud fra, at det er dette lån, som du afdrager på. Da du er ejer af bilen, vil den også indgå i en eventuel konkursbehandling. 

Hvis kommunen har pant i bilen, kan du her læse hvordan du skal forholder dig i forhold til betaling af afdrag under konkursbehandling o.lign. 
Jeg ved godt, at du skriver, at der ikke er pant i bilen. Der er et gældsbrev, som er underskrevet og bilen er klausuleret i afdragsperioden 6 år.  

Det fremgår af bilbekendtgørelsen:  

§ 14. Som vilkår for lån efter § 6, stk. 1 og 2, gælder:  

1) Lånet skal anvendes til køb af fabriksny bil, jf. dog stk. 2 og 3.
2) Bilen skal registreres i navnet på den person, der har modtaget støtte.
3) Centralregistret for motorkøretøjer registrerer bilen med en klausul om, at ejer/brugerskifte inden 6 år efter registreringen kun kan finde sted efter forudgående tilladelse fra kommunalbestyrelsen.
4) Bilen skal holdes kaskoforsikret for bilens fulde værdi inklusiv nødvendig indretning, som bilen efterfølgende er blevet forsynet med efter § 12.  
5) De helbredsmæssige og eventuelle erhvervs- eller uddannelsesmæssige forudsætninger for støtte skal fortsat være til stede, jf. §§ 1-3.
6) Bilen skal i videst mulig omfang anvendes til at dække det totale kørselsbehov for den person, der har modtaget støtte.
7) Bilen må ikke overdrages, udlejes, udlånes i længere tid.
8) Bilen må ikke stilles som pant eller anden form for sikkerhed for gæld, som ikke vedrører den.
9) Det fastsatte afdragsvilkår skal overholdes.  

Det kan være muligt at leje handicapbil - også med særlig indretning.

Jeg har via Internettet set mulighed og pris her
http://www.handiauto.dk/ 
Leje er ikke afgiftsfri.  

I hvilken udstrækning din kommune vil have mulighed for at hjælpe dig med dækning af befordringsudgifter, som din situation er, ved jeg ikke, men jeg vil under alle omstændigheder anbefale dig at forhøre dig der også.

Skrevet d. 25 januar 2011