Vil det være dumt af mig at få børn
d. 22 november 2009

Jeg er en mand på 28 år, der, her i efteråret, har fået stillet diagnosen Dissemineret Sklerose. Det er kun 2 år efter første attak og jeg er ikke så hårdt ramt af sygdommen, som jeg ved at mange andre er.

Jeg er nået til den del af mit liv, hvor jeg er sikker på, at jeg har fundet den rigtige pige i mit liv. Vi ønsker begge at få børn.

Jeg kan dog ikke lade være med at være lidt bange for fremtiden, da jeg godt ved hvor meget stress og bekymring der kommer ud af at få børn. Jeg er netop flyttet og har fundet mig et job, som er knapt så kompliceret og krævende som mit tidligere job. Dette netop med henblik på at få mindre stress i mit liv, for selv at gøre noget ved udviklingen.

Jeg vil meget gerne kunne forøge familien, men min bekymring ligger i, at jeg er en person, som har det rigtig skidt med at mine nærmeste er triste og har ondt.

Mit spørgsmål går på, om det ville være dumt af mig, at få børn på nuværende tidspunkt, og om der skulle være nogen risiko ved det, i forbindelse med min sygdom? Her tænker jeg mere overfor mig selv, i form af stress og lignende?

At vælge at få et barn, er en stor beslutning for alle.

Som scleroseramt skal man, oveni den tvivl og de følelser, der er omkring det at skulle være forælder, også tage højde for eget helbred og sygdomsforløb. Her er det jo vigtigt at tage alle de spørgsmål op, så beslutningen om at blive gravid kan blive så velbegrundet som mulig.

Samtidig er det også meget ansvarligt af dig, at give det en ekstra tanke i lyset af din diagnose, og den usikkerhed som det skaber for fremtiden.

For ud over alle de glæder det giver at få et barn, er der selvfølgelig også – som du skriver – en del stress og belastning, både for den der har sygdommen og for partneren, som skal være indstillet på, at sygdommen måske kan medføre at du i perioder ikke har de samme kræfter som normalt.

Det er dejligt for dig, at du har fundet den rigtige pige i dit liv, og at I begge ønsker at få børn.

I forbindelse med dine og jeres overvejelser, tror jeg det er vigtigt at stille jer selv spørgsmål, som både handler om hvordan det vil påvirke jer og spørgsmål om hvordan det vil påvirke barnet, at du har sclerose: "Vil jeg være en god forælder? Er jeg stærk nok til at klare et barn? Kan jeg give mit barn, hvad det har brug for?” eller: "Hvem skal og kan tage over, hvis jeg bliver mere syg?”.

Jeg vil minde om at god forældreevne handler om at kunne give tid, omsorg, kærlighed, respekt og indlevelse i barnets alderssvarende behov. Det kan en far, der for eksempel er bevægelseshæmmet, sagtens give, selvom han ikke kan sparke fodbold med sin søn. Så kan han måske noget andet med nærvær og omsorg.

Når barnet bliver større, er det særligt vigtigt at have en opmærksomhed på, at rollerne i familien forbliver på en måde, så barnet ikke bliver overansvarligt, men lever det barneliv, han/hun har brug for.

At sætte børn i verden, er en stor og dejlig ændring i de flestes liv, men også et valg som ikke kan fortrydes.

Måske ville det være en hjælp for jer, at snakke med en psykolog, om de forestillinger og den frygt, som kan hæmme - så I bedre, sammen, kan træffe en beslutning.

Skrevet d. 22 november 2009