Ventetid på behandling
d. 5 marts 2014

Jeg fik delvist svar på min skanning med 1 nyt attak i nakken, men de gamle attakker jeg har er blevet større. Hvad er egentlig bedst at få nye attak eller gamle attak udvikler sig?
Jeg skal flyttes til Roskilde sygehus, og hvor lang tid kan/må der egentlig gå, før jeg kommer i gang med anden medicin? Er der en behandlings garanti inden for området?
Har fået medrol i to omgange, pga. at attakket blev ved. Jeg kan tydeligt mærke forskel på min krop, efter de attak jeg har fået både fysisk og mentalt. Jeg får Avonex og har fået det i knap 2 år.

De hvide pletter man ser på en MR scanning er ikke et attak. Attak bruger man som ord for akut angreb af nye eller klart forværrede sclerosesymptomer med varighed over 24 (48) timer, og der er også nogle andre betingelser, der skal være opfyldt. Det man har set er hvide pletter på MR scanning, ny henholdsvis forstørret, og det er ofte sådanne det opstår ved et attak. Men der kan være nye pletter uden attak, og der kan være nye attaks uden ledsagende nye eller forstørrede pletter, så det er ikke så nemt at korrelere de to ting. Men begge kan tolkes i retning af ny sygdomsaktivtet, og du er tilsyneladende tilbudt ny behandling. Jeg formoder at det er såkaldt 2. valgsbehandling. Det må ikke gives i alle scleroseklinikker, og i Region Sjælland kun i Roskilde. Der kan være ventetid, og det er et generelt problem for landets scleroseklinikker, at ny behandling medfører flere besøg, bl.a. pga. oplæring af patienter i ny medicin og mere administrativt arbejde med registrering f.eks. i Sclerosebehandlingsregistret. Det kniber med ressourcer, så det specialiserede personale kan ikke følge med efterspørgslen, man gør hvad man kan for at holde ventetiden nede.

Skrevet d. 5 marts 2014