Ventetid på baklofenpumpe
d. 29 marts 2010

Jeg er sclerosepatient med attakvis dissimeret sclerose. Jeg har været til undersøgelse og, på grund af stærke spasmer, skal jeg have indopereret en baklofenpumpe.

Jeg har fået at vide, at der går 2-3 måneder inden indkaldelse til operation - og hvis ikke det nåes inden 15. juni, vil det først blive efter 15. august. Det er meget lang tid for mig, fortsat at leve med de stærke smerter.

Er min operation indeholdt i nogen form for behandlingsgaranti? Jeg har søgt på nettet, men kan ikke finde oplysninger direkte omkring min operation/sygdom.

Da indoperation af baklofenpumpe er en højt specialiseret funktion, der kun foretages i neurokirurgisk regi, på enkelte af landets universitetshospitaler, kan det være et problem at få behandlinger af denne type ind under en behandlingsgaranti.

Jeg synes derfor, at du skal kontakte en patientvejleder i din region, så du eventuelt kan få hjælp til at finde det hospital, der har den korteste ventetid på baklofenpumpe-operation, hvilket kan være en genvej til hurtigere behandling.

Skrevet d. 29 marts 2010