Gå til hovedindhold

Vejrtrækningsproblemer

Spørgsmål

Jeg har haft sclerose siden 2000 og siddet i elektrisk kørestol i snart 7 år, da jeg hverken kan bruge arme eller ben. Sagen er at jeg er begyndt at få vejrtrækningsproblemer, jeg får tit mad galt i halsen, det kilder og jeg hoster meget, nogen gange kan jeg gå helt i baglås og har svært ved at få luft, men efter et stykke tid udløses det af et host. Som sagt hoster jeg rigtigt meget, man kan høre, at der er slim der står og rasler på lungerne, men jeg har ikke kræfter til selv at hoste det op. Al den raslen, boblen og hosten tager også en del af det der er tilbage af min stemme.

Jeg har prøvet med Mucolysin, det løsner, men jeg kan så alligevel ikke hoste det op. Næsen lukker også mere end før, og jeg bruger næsespray hver dag. Er der noget der kan hjælpe mig til at forbedre min situation?
 

Svar

Det er jeg ked af at høre. Det er jo nok sclerosen der gør det, men jeg synes, du skal kontakte egen læge, og at denne lytter på dig og tager stilling til om der skal laves røntgenbillede af lungerne (lungebetændelse?). Desuden kan man overveje at undersøge spiserøret med røntgen med kontrast, eller ved at kigge ned med en slange med lys i enden, om der er noget galt (udposning på spiserøret, ufrivillige muskelsammentrækninger), og om der kan gøres noget ved det. Du kan måske også lære nogle teknikker eller få lungefysioterapi eller blive suget med et tyndt plasticrør af og til. Jeg håber, man kan hjælpe dig på den ene eller anden måde.