Vejledning i kosttilskud
d. 28 juli 2011

Jeg har brug for hjælp til at afdække mit behov for kosttilskud. Jeg fik konstateret primær progressiv sclerose i 2010, men har sandsynligvis haft sygdommen i 10 år.
Jeg omlagde herefter mit liv, i det omfang jeg kunne mærke, gjorde mig godt. Kosten, arbejdsmæssigt - fik en fleksordning, og jeg indrettede motionsrum hjemme med cykel og crosstrainer.

Jeg spiser anbefalet sclerosekost - dog tillader jeg også mig selv at afvige fra tid til anden. Jeg læste foreningens anbefalinger med hensyn til kosttilskud.
Og jeg tager p.t.: C-vitamin fra Solaray, Mega B Stress også fra Solaray, kæmpenatlysolie, ren Bio-selen, Spektro 2 multi-vita-min også fra Solaray, Cal-Mag 1:1 citrat med D-vitamin også fra Solaray, All omega 3-6-9 fra Solaray, 2 spsk. Nutridan Strong omega 3 olie dagligt + en 75 mg hjertemagnyl og så bliver jeg desuden injekteret med B-12.

Jeg har det ellers godt - arbejder 3 dage om ugen - passer min træning - og har noget gangbesvær, men ellers ingen problemer i forhold til sclerosen. Jeg har uden held forsøgt at få en udmelding med hensyn til mit kosttilskud. Jeg føler, at jeg tager meget, og min vægt stiger løbende, uden at jeg ændrer mine spisevaner,  det eneste, jeg kan få øje på er mit indtag af kosttilskud.
Jeg vil meget nødig til at skulle kæmpe både mod vægten og min sclerose.

Hvad mener du?

Indtag af kosttilskud er et omdiskuteret emne, og hvor anbefalingerne ofte kan være meget forskellige i forhold til hvilke tilskud og doser som anbefales.  

Mine anbefalinger er altid, at kosttilskud ikke må erstatte en sund og varieret kost. En kost med mange grøntsager, frugt, bælgplanter, nødder, kerner og fuldkornsprodukter er den bedste basis for en optimal forsyning af vigtige vitaminer, mineraler og antioxidanter. Der kan dog altid være specielle individuelle behov og problemstillinger at tage hensyn til, og hvor det kan være gavnligt at supplere kosten med  specifikke kosttilskud. Det kan derfor være svært at rådgive på baggrund af en skriftlig henvendelse, da en mere dybdegående kendskab til din kost, dine symptomer m.m. er vigtig i forhold til at give dig en optimal vejledning.  

Du skriver, at du tager på i vægt. Umiddelbart tror jeg ikke at kosttilskuddene er årsag hertil, men kan ikke udelukke det. Måske skal årsagen findes i nogle af de kostændringer som du har lavet.  Hvis du er i behandling med binyrebarkhormon, kan dette også være årsag til vægtøgningen, men det skal ofte også ses i sammenhæng med en øget appetit.  
Jeg anbefaler, at du ændrer i dine indtag af fedtsyrer, men igen afhænger dit behov af hvor stor en andel, at du får gennem kosten. De fleste indtager mere omega-6 end omega-3 gennem kosten. Specielt hvis man ikke spiser eller kun spiser lidt fede fisk.  

Forholdet mellem omega-6 og omega-3 skal helst være 1:1
Når der ikke er balance mellem omega-6 og omega-3 opstår der problemer i kroppen. Omega-6 kan virke inflammationsfremmende, hvis andelen er for stor i forhold til omega-3. Omega-3 virker inflammationsdæmpende.  

Omega 3-6-9 fra Solary og Nutridan Strong indeholder både omega-3-6 og 9. Derfor anbefaler jeg, at du udskifter den ene eller dem begge afhængig af din andel af fedtsyrer fra kosten til en ren omega-3 fedtsyrer.
Et forslag vil være 5 ml (1 tsk.) cod liver oil fra Nordic Naturals ( giver ca. 625 mg EPA, 410 mg DHA. Den kan også fås med tilsat ekstra D-vitamin = 25 mikrogram pr. 5 ml). Et alternativ er 5 ml af Møllers Levertran (giver 400 mg EPA, 500 mg DHA, og 10 mg D-vitamin).  

I forhold til MS er det vigtigt at være opmærksom på B-vitaminerne, som du allerede er klar over. B-vitaminerne er  bl.a vigtig for  nervesystemet. Det er derfor fint, at du supplerer med 1 tablet Balanceret Mega B Stress daglig.
Sammen med Balanceret Mega B stress foreslår jeg, at du tager 1 Spektro multi-vitaminmineraltilskud uden jern og K-vitamin. Jern kan virke inflammations fremmende. K-vitamin frarådes som kosttilskud, hvis man får blodfortyndende medicin.  

C-vitamin og selen er begge antioxidanter, som kan hæmme for megen oxidativ stress i kroppen. Der findes studier, der viser en gavnlig effekt af indtag af antioxidanter i forhold til MS, men modsat også studier hvor der ikke er fundet positiv effekt, så det må være op til den enkelte at vurdere, om man mærker nogen forskel ved at indtage antioxidanter. Du kan roligt fortsætte med selen og C-vitamin i de doser, som du indtager.  

Dagligt anbefalet kalktilskud er 800 mg til voksne raske mennesker. De fleste kan dække deres daglige behov gennem kosten. Ved længerevarende indtag af binyrebarkhormon anbefales at tage tilskud med calcium i kombination med magnesium og D-vitamin, da binyrebarkhormon kan afkalke knoglerne. Det kræver også her kendskab til kost m.m. for at vurdere, om du har behov for Cal Mag med D-vitamin.  

Det er vigtig, at du er opmærksom på dit behov for D-vitamin, da mangel på dette vitamin, som du sikkert er bevidst om, kan give nogle af de symptomer som forekommer ved MS herunder muskelsvaghed, føleforstyrrelser, smerter og træthed . Hvor store doser D3-vitamin afhænger af dit niveau i blodet. Det anbefales at få målt (25-hydroxyvitaminD) D3 eller 25-OH-D. Det optimale niveau diskuteres, men det bør, også af hensyn til knoglesundhed, ligge over 75 nmol/l året rundt. Mange mener dog, at det optimale niveau er mellem 100-150 nmol/l).  

Gode fødevarekilder til calcium: Udover mælkeprodukter, blandt andet hybenpulver, sesamfrø, mandler, friske krydderurter (dild, brøndkarse, persille), havregryn, bælgplanter, spinat, broccoli og tørret frugt.

Gode magnesiumkilder: Kerner, frø, nødder, bælgplanter, fuldkornsprodukter.

Gode D-vitaminkilder: Torskelevertran, laks, ål, hellefisk, sild, sardin og makrel samt torskerogn.  

For yderlig individuel vejledning vil jeg anbefale dig at kontakte en ernæringsterapeut, som kan vejlede i både kost og hvilke vitaminer og mineraler, som der kan være behov for at supplere med. 
På hjemmesiden: www.detforening.dk  kan du se, hvilken ernæringsterapeut, som bor i nærheden af dig.

Skrevet d. 28 juli 2011