Vederlagsfri fysioterapi - træningsplan
d. 22 september 2015

Da jeg har sclerose og er på vederlagsfri holdtræning, får individuel behandling og må benytte deres træningscenter lyder mit spørgsmål på. Jeg har læst på en af jeres sider, at når man er tilknyttet en fysioterapeut, skal vedkommende lave en handlingsplan. Som jeg forstår det, skal vedkommende teste mig og derud af lave en handlingsplan/træningsplan, så man ved hvad man skal træne for at blive bedre og forhale sygdommen.

Spørgsmålet er så: Er der regler/lovgivning/paragraffer der siger noget om, at det skal de. Som det er lige nu, har jeg problemer med at få dem til det, og selv har måttet lave noget, der bedre kan bruges, end det de har lavet. Jeg mener ikke, det kan være meningen, at man bare skal overlades til sig selv, når de får en del penge af kommunen, jeg er jo deres levebrød.

Det er korrekt, at behandling/træning bør være et samarbejde imellem klient og fysioterapeut. Det er også helt klart min opfattelse, at det er det, som generelt sker i praksis.

I overenskomsten om vederlagsfri fysioterapi fra januar 2015 står der i Overenskomstområde §3: "Fysioterapeuten foretager en relevant fysioterapeutisk undersøgelse. Herudfra tilrettelægges behandlingen individuelt efter den enkelte patients tilstand, problemer og behov i samarbejde med patienten og den henvisende læge".

Jeg vil anbefale dig, at du taler med din fysioterapeut igen og siger, at du har brug for mere målrettet træning. Kun via dialogen kan det blive bedre. En sidste løsning kan være at skifte til en anden fysioterapeut, og få nye øjne på dig og din træning. Med en henvisning står det dig frit at vælge, hvor og hos hvem du vil modtage behandling.
 

Skrevet d. 22 september 2015