Gå til hovedindhold

Vederlagsfri fysioterapi - primært holdtræning

Spørgsmål

Helt præcis hvad betyder: En ny aftale mellem Danske Fysioterapeuter og Regionernes Lønnings- og Takstnævn om økonomien i vederlagsfri fysioterapi fjerner risikoen for en forestående honorarnedsættelse og giver mere kontrol over økonomien fremover. Aftalen sikrer desuden, at holdtræning bliver den primære behandlingsform for patienter med progressive lidelser.

For mig som træner styrketræning 4 gange ugentligt for at holde sclerosen stangen, og går til behandling 2 gange ugentligt vederlagsfrit hos min fysioterapeut for at af hjælpe skævvridning, når jeg pga sclerose kompenserer for et dårligt venstre ben, og myoser som fremkommer pga. kompentation. Jeg ved efter 16 år med sygdommen, at de to ting træning/fys gør at jeg kan leve et nogenlunde tåleligt liv. Betyder den nye aftale at jeg skal blive hurtigere synligt syg eller?

Helt konkret kan jeg gå omkring 100 m, alt over det bruger jeg krykke, kørestol, indkøbsvogn og kan derved gå gennem eksempelvis et lille supermarked. Hjemme bruger jeg en stol med hjul, når jeg laver mad, og har en badestol når jeg bader.
Er der virkeligt ikke noget at gøre i dette tilfælde?
 

Svar

Jeg forstår godt, at du kan være i tvivl om, du er fortsat er berettiget til vederlagsfri fysioterapi. Med det du beskriver vil jeg umiddelbart vurdere, at du hører til gruppen af personer med et svært fysisk handicap og dermed fortsat også kan få vederlagsfri individuel behandling. Men jeg kan ikke afgøre det - det er din læges afgørelse. Hvis lægen er i tvivl kan han/hun sende en forespørgsel til Sundhedsstyrelsen: "Hvis den henvisende læge er i tvivl om, hvorvidt patienten er omfattet af ordningen vedrørende vederlagsfri fysioterapi, kan lægen forelægge spørgsmålet for Sundhedsstyrelsen, der præsenterer sagen i Diagnosekomiteen".
Lægen fremsender en kortfattet sygehistorie, herunder en nøje beskrivelse af handicapgraden, funktionsnedsættelsen samt relevante diagnoser. Her bør man fokusere på følgende dagligdags situationer (Bad og toilette, påklædning, madlavning og spisning, indendørs færden) og hvordan man fysisk klarer disse situationer.

Når man har MS er man berettiget til vederlagsfri fysioterapi.
Men der er 2 forskellige ordninger, afhængig af hvor påvirket man er af sygdommen.
Hvis man:
1: Har et svært fysisk handicap, dvs man ikke kan klare sig selv derhjemme 24 timer i døgnet uden hjælpemidler, ja så er man berettiget til individuel træning og holdtræning.
2: Ikke har et svært fysisk handicap og kan klare sig selv, ja så vurderes man til at have en progressiv sygdom og er dermed som udgangspunkt berettiget til holdtræning.
Statistikken på behandlinger viser, at der er for mange i den progressive gruppe som får individuel behandling, og det er det man ønsker at stramme op på. Så personerne i gruppen med en progressiv sygdom skal fremover som udgangspunkt kun tilbydes holdtræning.
Man har dog fortsat mulighed for at få individuel behandling, da fysioterapeuten kan skrive en begrundet redegørelse, hvis pågældende mener, at der efter et behandlingsmæssigt skøn er belæg for individuel behandling.
Så ingen regel ændringer for personer med et svært fysisk handicap, men en opstramning for den behandling der gives til de der er mildere ramt.