Gå til hovedindhold

Varmefornemmelse - er det et attak

Spørgsmål

Jeg har primær progressiv sclerose, der har gjort at jeg sidder i kørestol, jeg kan ikke gå, da mit højre ben har sin egen vilje og ikke vil flytte sig. Nu har jeg fået en slags attakker, der giver mig en ekstrem varmefølelse i kroppen, efter at sygdommen har angrebet min venstre arm. I forvejen har det kun været højre arm med en form for krampe i hånden, men ingen smerter, men en træthed. Er det en form for attak, og kan man få noget for det?

Svar

Du skriver ikke hvor længe symptomerne har varet, og om det kom som et lyn fra en klar himmel, over timer eller over dage? For at det kan være et attak, skal det ikke komme pludselig/brat, og det skal vare mere end 24 timer uafbrudt og ikke have andre mulige forklaringer. Med det du har oplyst, kan jeg ikke udelukke, at det kan være et attak, men hvis du har primær progressiv sclerose er det usandsynligt, så vil man nu betegne dit forløb som "progressiv relapsing".

Eftersom det er nyt og generer dig, synes jeg du skal tale med egen læge om det, nu med henblik på genhenvisning til scleroseklinik med henblik på uddybende sygehistorie, neurologisk undersøgelse og stillingtagen til evt. behandlingsmulighed.