Gå til hovedindhold

Varme og MS

Spørgsmål

Jeg skriver på vegne af en veninde, der har sclerose.
Min veninde klager blandt andet over, hendes legemstemperatur stiger til feber, når det bliver sommer. Altså når lufttemperaturen stiger og især, når solen skinner.

Hun oplever også, at de kognitive funktioner ikke fungerer så godt som om vinteren. Symptomet skal have et bestemt navn, som det ikke er lykkedes mig at finde på jeres hjemmeside.

Svar

Varme spiller ofte en afgørende rolle for scleroseramtes velbefindende. Symptomerne forværres hos de fleste, når kropstemperaturen stiger. Det sker tit i forbindelse med infektionssygdomme, hvor funktionsniveauet kan forringes betydeligt, men også ophold i stærk sol eller varme bade kan være udløsende.

Symptomet kaldes Uthoffs fænomen, og skyldes at områder i centralnervesystemet, hvor nerveledningen i forvejen er dårlig på grund af sklerosen, reduceres når der bare kommer en mindre stigning i kropstemperaturen. 

Det er derfor vigtigt for mange mennesker med sclerose, at centralnervesystemet har normal temperatur, og det kan sikres ved at drikke rigelig væske samt undgå fugtig varme og direkte middagssol. Kulde bedrer sædvanligvis mange symptomer hos mennesker med MS, og kan derfor ikke forklare hvorfor din veninde fungerer kognitivt dårligere om vinteren. Dog vil et symptom som spasticitet forværres ved fugtig kulde, hvilket kan være et problem for nogen.