At være barn af scleroseramt
d. 22 november 2009

Jeg er en pige på 15 år og er datter af en scleroseramt mor. Min mor fik konstateret MS i december 2006.

Jeg skriver her, fordi jeg har mange problemer med at min mor er syg. Jeg kan blandt andet ikke tale med hende i længere tid, uden at vi bliver uvenner. Vi har begge det man kalder et "svingende humør". Det har stået på i nogle år nu og jeg har virkelig prøvet at ændre mig til det bedre, men hver gang jeg gør noget dumt, er jeg tilbage hvor det hele startede. Om igen.

Jeg skrev på et tidspunkt en opgave i skolen om Multipel Sclerose - jeg fik 10, men hvis jeg havde skrevet med mindre "voksne" ord, sagde min lærer at jeg havde fået 12!

Jeg blev syg; psykisk syg. Hele min verden væltede bare sammen og jeg begyndte at kunne se og tale med min ellers afdøde mormor. Jeg blev sygemeldt en måned og begyndte at gå til psykolog. Jeg fik det bedre med tiden - men tiden læger alligevel ikke alle sår. Jeg tænker stadigvæk meget over det der skete, og hver gang nogen taler om det, begynder jeg at græde.

At jeg bliver så ked af det, når det bliver bragt på banen, skyldes nok at min mor har sclerose og at min mormor døde af kræft. Jeg er meget bange for at blive syg, selvom jeg godt ved, at sclerose ikke er arveligt i samme grad som mange andre sygdomme.

Jeg græder tit om aftenen samt når jeg ligger i min seng og gør klar til at falde i søvn. Jeg er bare så bange for at dø.

Jeg har tilmed sagt til min mor, at jeg vil have taget en blodprøve og en rygmarvsprøve, for at se om jeg får sclerose når jeg bliver ældre. Hun ved dog godt at hvis jeg så har en chance for at få det, vil jeg aldrig kunne lade være med at tænke over det.

Håber inderligt at I kan hjælpe mig, med nogle af alle disse tanker.

Jeg kan godt forstå at du synes at det er svært. Det er meget at skulle rumme at først din mormor dør af kræft og at din mor derefter får sclerose. Derudover er du midt i puberteten, hvilket også kan være svært og hvilket i hvert tilfælde sætter gang i mange nye følelser.

Du har det svært med at din mor er blevet syg og samtidig lyder det som om din mor har svært ved at rumme jeres uenigheder. Vi hører om mange børn af scleroseramte, der har svært ved at håndtere de følelser, som det at have en forældre med sclerose sætter gang i.

På den ene side kan jeg forestille mig at du har medfølelse med din mor, at du synes at det er synd for hende. På den anden side kan det være at du er vred på hende, over at hun ikke er der nok for dig, pågrund af hendes sygdom. Så kan det være at du kommer til at være vred på dig selv, fordi du ikke bare er sød ved din mor.

Samtidig er du midt i puberteten, hvor du har behov for at din mor kan vedblive med at være rolig når du hidser dig op - som de fleste teenagere gør en gang imellem. Din mors humør svinger også på grund af hendes sygdom og så kommer I op at skændes.

Du bliver således provokeret af at din mor ikke bare er som ”normale” forældre og kan udholde at dit humør svinger. Det er din gode ret at blive provokeret over dette, og det er okay både at have medfølelse med sin mor og være vred på hendes samtidig. Men det kan være svært.

Du skriver at du har talt med en psykolog, og jeg synes, det ville være en god mulighed at få et forløb med denne psykolog igen, hvis du synes, at det hjalp dig. Det er vigtigt at du får noget støtte til at forstå hvorfor du reagerer som du gør, støtte til at forstå dine følelser, så du ikke bliver bange for dem og så du kan lære at bruge dine følelser og reaktioner på en, for dig, god måde.

I Scleroseforeningen kan vi også tilbyde dig supplerende samtaler med psykolog, blandt andet om din angst for selv at få sclerose. Hvis du vil gøre brug af denne mulighed skal du ringe ind til os på tlf. nr 36 46 36 46 mellem 11 og 12 alle hverdage, hvor der sidder en psykolog ved telefonen, der kan henvise dig til Scleroseforeningens psykolog i dit lokalområde.

Skrevet d. 22 november 2009