Vær overbærende overfor dig selv
d. 22 november 2009

I forbindelse med min sygdom, som i øvrigt er meget "godartet", bokser jeg med to begreber, der bliver ved med at ligge en dæmper på mit liv.

For det første plages jeg af en stor skamfølelse over min sygdom, som gør det uudholdeligt for mig at tage del i sociale aktiviteter. Derudover plages jeg af stor misundelse, overfor andre menneskers succeser i livet.

Jeg vil så gerne, gennem min tro, mildne disse følelser og gøre det muligt at leve med dem, men søger rådgivning om hvordan.

Kan du hjælpe mig?

Først vil jeg sige, at du allererede synes at være nået langt i forhold til den proces det er, at forholde sig til at have fået en kronisk sygdom. Det, at du både mærker og udtaler hvilke føleleser du "bokser" med er i sig selv en flot erkendelse.

Skam og misundelse er ofte føleleser vi ikke har lyst til at indvie andre i eller tale om, fordi vi desværre ofte forbinder følelser som
skam og misundelse med noget negativt, hvorfor vi slår os selv i hovedet med at vi føler som vi gør. Vi forsøger, med vold og magt, at få de negative følelser til at forsvinde. Ofte bliver det dog en ond cirkel, hvor vi kommer til at føle endnu mere skam og derfor bliver det endnu sværere at opløse følelsen. Vi får måske endda tanker om at vi er dårlige mennesker, når vi ikke kan få disse følelser til at gå væk.

Jeg tror det er vigtigt, at vi mennesker først og fremmest accepterer de føleleser vi får og drager omsorg for dem, i den forstand at vi
hilser dem velkommen og siger til os selv at det er helt ok at føle det vi gør. Dette samtidig med at vi spørger os selv, om der ikke er en naturlig grund til, at vi får de følelser.

I din situation er du blevet ramt af en kronisk sygdom, som naturligvis er et brud med vores ønske om at leve et liv uden sygdom og ulykke. Det er en situation du ikke selv har bedt om, som efterlader følelsen af at være anderledes, som når du beskriver at du oplever stor skamfølelse over din sygdom i sociale sammenhænge.

Ofte vil vi, som en trøst, sige til mennesker der føler skam: "Det skal du da ikke føle", fordi vi tror vi hjælper det andet menneske med at skille sig af med de negative følelser, men det er jo en ringe trøst når man nu har den følelse af skam. Ligesom når et barn falder og slår sig overfladisk, græder og siger det gør ondt, hvorpå vi så siger: "Det er da ikke noget særligt, det er da ikke noget at græde over".

Når vi på denne måde prøver at få følelser til at forsvinde og lægger låg på dem, fordi vi måske har lært at der er "forkerte" følelser og "rigtige" følelser, vokser de sig imidlertid større.

Hvis du skal opløse og mildne de ubehagelige følelser, er det vigtigt at du i første omgang accepterer dem og giver dig selv lov til at føle det du gør - vær overbærende med dig selv (vi er jo bare mennesker!) - samtidig med at du fokuserer på de situationer hvor du føler dig godt tilpas. Prøv også at fokuser på alt det du er god til og kan lide, samt de muligheder du har i din tilværelse.

Måske vil det hjælpe dig, at spørge dig selv hvordan du selv tænker og føler, når du møder et andet menneske der har en kronisk sygdom. Det oplever vi jo sjældent som noget skamfuldt, vi får måske nærmere en følelse af omsorg for vedkommende.

Det lyder, for mig, ikke som om du misunder andre mennesker i ordets egentlige betydning, som er at man ikke under andre mennesker det godt. Det lyder mere som om at du har nogle ønsker for dit eget liv, som du gerne vil have opfyldt.

Jeg håber mit svar hjælper dig og så vil jeg foreslå dig at få nogle samtaler med en præst i en kirke i nærheden af hvor du bor.

Det er så vigtigt, at få vendt sine tanker, ansigt til ansigt, med et andet menneske.

Jeg ønsker dig tro, håb og kærlighed.

Skrevet d. 22 november 2009