Uro i kroppen
d. 22 november 2009

Jeg har haft sclerose i 6 år. I hverdagen mærker jeg ikke meget til sygdommen - er lidt træt og trækker på mit højre ben når det sker, men det er også det eneste.

Lige nu står vi, i vores familie, overfor en del nye og eller store ting der skal ordnes og arrangeres. Jeg står for alle disse ting alene, da min mand, grundet sit arbejde, er meget væk hjemmefra. Jeg føler mig ikke stresset, men er det sikkert nok.

Grunden til at jeg skriver her, er, at jeg, af og til, får nogle "anfald" hvor jeg ikke ved hvor jeg skal gøre af mig selv. Når det sker oplever jeg gener som: Ubehag i maven, uro i kroppen, føler nogen gange at jeg skal dejse om (dette er ikke sket) og har det bare rigtig skidt. Disse "anfald" kan vare i alt fra 5 minutter og op til flere timer.

Måske lyder det lidt mærkeligt, men når det sker har jeg det faktisk bedst med holde mig i gang.

Ordet uvirkelighedsfølelse passer vist meget godt på det der sker med mig.

Hvad tror du det kan skyldes?

 


Du fortæller om nogle anfald med almen utilpashed, hvor jeg herfra dårligt kan vurdere hvad årsagen kan være. Det lyder ikke umiddelbart som om sclerosen er årsagen til dine symptomer.

Jeg vil foreslå at du søger egen læge, med henblik på at du får taget blodtryk og desuden får kontrolleret, at blodprocent, stofskifte og andre rutineblodprøver er normale. Hvis der ikke findes nogen almen årsag, kan du snakke med din MS-læge, om hvorvidt der er grundlag for yderligere undersøgelser af neurologisk art.

Skrevet d. 22 november 2009